Der er ét ord, jeg efterhånden er godt træt af. Et ord, som igen og igen dukker op i diverse debatter – og faktisk ofte anvendes af mennesker, hvis synspunkter jeg ellers sympatiserer med. Ordet “normalisere” fordrejer den offentlige samtale ved at opstille kunstige grænser for, hvilke emner, det er tilladeligt at beskæftige sig med – ved at udgrænse visse synspunkter og adfærdsmønstre og stemple dem som uegnede til seriøs diskussion.

Hvis nogen undrer sig over, hvorfor undertegnede har valgt at betjene det måske mest usexede instrument i et rockensemble – så blev jeg sgu nok særligt opmuntret af ham den flamboyante badass i læderbukserne, som smed rundt med orgler og spillede endeløse, udflippede soloer på sin gigantiske modulære Moog. Så hermed et par personlige mindeord om Keith Emerson.