I anledning af Joe Jacksons 70-års fødselsdag. Den talentfulde britiske sangskriver er i dag en musikalsk kamæleon. Men alle hans fremtrædelsesformer deler de umiskendeligt Jacksonske karaktetræk i sangskrivningen: Mødet mellem det ligesom velkendte og det behagligt overraskende.
Brett Morgens film om David Bowie tager utraditionelle midler i brug for at fortælle om en usædvanlig kunstner. Men det er ikke alle greb, der lykkes.
I starten af 80erne faldt jeg over et sært albumcover i en pladebutik i Odense. Fem mænd stod på rad og række i plastuniformer med røde geometriske lampeskærme på hovederne. 40 år senere var deres udtryk forlængst blevet en del af mig – og jeg oplevede dem omsider live i Berlin.
Jack Whites kreativitet er så sprudlende og ustyrlig, at derventer lytteren en ny overraskelse rundt om hvert eneste hjørne. Og på “Fear of the Dawn” har White genfundet balancen, så selv de vildeste indfald trods alt har fødderne solidt plantet i en forståeligt sangstruktur.
New Order-bassisten Peter Hooks “Substance” er et fascinerende indblik i, hvad enhver musikkender ønsker at vide: Hvordan er de som mennesker? Og hvordan opstod deres ikoniske sange og sound? Og lydbogsversionen – indtalt af forfatteren – er næsten som at være der selv.
Det er ikke hver dag, der kommer en splinterny musikvideo med en kunstner, der har været død i 30 år. Men i anledning af jubilæet for Serge Gainsbourgs “La chanson de Prévert” er der udkommet en animationsfilm, instrueret af Michel Gondry
I den lille tyske by Halberstadt finder et stykke musikhistorie sted: John Cages orgelværk “Organ2/ASLSP (As Slow as Possible)” opføres med en planlagt varighed på 639 år.
Der findes to slags enestående musikoplevelser: Den ene er at høre noget, man aldrig har hørt magen til. Den andet er ikke at kede sig et øjeblik. Det er sjældent, jeg kan sætte kryds i begge bokse. Det kunne jeg torsdag aften, da David Thomas og P.O. Jørgens besøgte Jazzhouse
Hvis nogen undrer sig over, hvorfor undertegnede har valgt at betjene det måske mest usexede instrument i et rockensemble – så blev jeg sgu nok særligt opmuntret af ham den flamboyante badass i læderbukserne, som smed rundt med orgler og spillede endeløse, udflippede soloer på sin gigantiske modulære Moog. Så hermed et par personlige mindeord om Keith Emerson.
Under titlen “M:FANS” har John Cale respektløst genfortolket – og kreativt saboteret – sit eget hovedværk “Music for a New Society”.