Når man får Pelle Dragsteds “Nordisk socialisme” i hånden, forventer man måske et kampskrift af den dogmatisk marxistiske slags. Dragsted er jo trods alt tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten. Men det er tværtimod en imponerende nuanceret bog, der lægger op til diskussion – og ikke mindst leverer en lidt overraskende analyse af det samfund, vi allerede lever i.
Niels Lyngsø har oversat “Rester vivant” – en samling tidlige tekster af Michel Houellebecq, som ikke blot med sædvanlig veloplagthed spidder det moderne samfundsliv, men også giver et lille glimt af mennesket bag.
I den akademiske disciplin “Big History” prøver historikere og tænkere at trække de helt store linjer i menneskets historie. Og tager man Harari med et gran salt, kan “Sapiens” bruges til at sætte et langt og tankevækkende perspektiv på nutidsmenneskets i grunden ret enestående hverdag.
New Order-bassisten Peter Hooks “Substance” er et fascinerende indblik i, hvad enhver musikkender ønsker at vide: Hvordan er de som mennesker? Og hvordan opstod deres ikoniske sange og sound? Og lydbogsversionen – indtalt af forfatteren – er næsten som at være der selv.
Biolog og neurolog Robert M. Sapolskys ambition er nærmest skræmmende: Han vil prøve at kortlægge, hvorfor mennesker handler, som vi gør. Svaret er ikke uventet temmelig komplekst.
Det er ikke hver dag, der kommer en splinterny musikvideo med en kunstner, der har været død i 30 år. Men i anledning af jubilæet for Serge Gainsbourgs “La chanson de Prévert” er der udkommet en animationsfilm, instrueret af Michel Gondry
I dag – d. 2. marts – er det så 30 år siden, vi mistede den store franske sanger og sangskriver Serge Gainsbourg. En kunstner, hvis stilskift i karrierens løb giver selveste David Bowie kamp til stregen om titlen “rockens kamæleon”.
I den lille tyske by finder et stykke musikhistorie sted: John Cages orgelværk “Organ2/ASLSP (As Slow as Possible)” opføres med en planlagt varighed på 639 år.
Kaspar Vorbeck er død. Fra mine år i det århusianske musikmiljø kan jeg faktisk ikke huske at have været med i et eneste projekt, hvor Kaspar ikke på en eller anden måde var involveret.
Der er ét ord, jeg efterhånden er godt træt af. Et ord, som igen og igen dukker op i diverse debatter – og faktisk ofte anvendes af mennesker, hvis synspunkter jeg ellers sympatiserer med. Ordet “normalisere” fordrejer den offentlige samtale ved at opstille kunstige grænser for, hvilke emner, det er tilladeligt at beskæftige sig med – ved at udgrænse visse synspunkter og adfærdsmønstre og stemple dem som uegnede til seriøs diskussion.