Evigheden runder et hjørne: John Cage i Halberstadt

År 1361
I den vestlige musiktradition er der ikke ret meget, der er så genkendeligt som klaviaturet med sorte og hvide tangenter – fra gamle dages spinetter til vor tids klaverer og sågar synthesizere. Klaviaturet er en gammel opfindelse, som tilsyneladende dukker tilsyneladende op første gang i den gotiske katedral i den tyske by Halberstadt i 1361. Her bygges det første orgel med et klaviatur magen til nutidens (baseret på vestlige musikteoris inddeling af oktaven i 12 halvtonetrin) – med andre ord det design, som siden har dannet grundlag for stort set samtlige tangentinstrumenter i den vestlige musiktraditiom frem til idag.

John Cage

År 1987
Den amerikanske komponist John Cage skrev i 1987 et værk til organisten Gerd Zacher. Det var en omarbejdning af et tidligere stykke – “ASLSP” for klaver (1985) – og fik titlen “Organ2 ASLSP (As Slow as Possible)”. Stykket blev efterfølgende opført med forskellige varigheder – fra 20 minutter til 71 timer.

År 1997
Ved et orgelsymposium i den tyske by Trossingen var et af emnerne “Organ2 ASLSP (As Slow as Possible)”. En gruppe af organister, musikvidenskabsfolk, orgelbyggere, teologer og filosoffer debatterede, hvad “så langsomt som muligt” kunne betyde.

Ideen om en tusindårs opførelse droppe man hurtigt (for tyskerne mindede det for traumatisk om Hitlers planlagte “tusindårsrige”). I stedet valgte man at tage Halberstadts gamle ur-orgel som reference. Hvad nu, hvis opførelsen strakte lige så langt frem i tid, som det første moderne orgel lå tilbage i tid? Man regnede med at begynde opførelsen i år 2000 – 639 år efter det gamle orgels indvielse – og derfor med en spilletid på 639 år.

Det oprindelige Halberstadt-orgel findes ikke længere. Der skulle nu i stedet bygges et orgel, der kunne holde i århundreder. Og den gotiske domkirke i Halberstadt er stadig både fungerende kirke og populær turistattraktion, så der kunne ikke være tale om at reservere den til en århundredelang orgelkoncert. Altså skulle der findes et rum, hvor opførelsen kunne finde sted.

Det ny Halberstadt-orgel har ironisk nok intet tastatur. Det er i stedet en primitiv musikmaskine, som reelt kun består af en blæsebælg og et antal huller – samt et lille arsenal af løse orgelpiber. Man sætter en tone an ved at anbringe en orgelpibe i et hul – og stopper den ved at fjerne piben igen. På grund af det langsomme tempo går der både måneder og år mellem toneskiftene.

Til at huse opførelsen valgtes Halberstadts Burchardikirke. Opført i 1050 stod den altså allerede, da det gamle Halberstadt-orgel blev bygget – og har siden ført en omtumlet tilværelse som kloster, snapsbrænderi og svinestald – indtil det altså nu blev rammen om et enestående musikprojekt.

År 2001
Alle forberedelser var først på plads i år 2001, hvor opførelsen på det nye orgel i Burchardikirken tog sin begyndelse på John Cages 91-års fødselsdag (han døde i 1992). Cages grafiske partitur begynder med en lille forsinkelse, inden den første akkord sættes an. Og da man trods forsinkelsen hold fast i spilletiden på 639 år, blev denne pause beregnet til at være 17 måneder. Altså næsten halvandet års tavshed – hvor det ny orgels bælge pustede lydløst – inden de første orgelpiber blev sat i og den første akkord dermed slået an. Siden har interesserede kunnet besøge Burchardikirken og lytte til orglets stillestående og ofte dissonante klang.

År 2020

Udenfor Buchardikirken

En gråvejrsdag i september 2020 ankom jeg med toget til Halberstadt. Det var nemlig blevet tid for den 15. “Klangwechsel” (toneskift). I den lille gårdhave uden for Burchardikirken samles en lille skare af forbløffende almindeligt udseende tilskuere. De eneste, der skiller sig ud, er de mange journalister med store kameraer og mikrofoner, som er kommet for at dokumentere dagens “Klangwechsel”. For i dag – på John Cages 108. fødselsdag – skal værkets 15. klang sættes an.

Der er kun få pladser inde i kirken – og på grund af den igangværende Coronavirus-pandemi har man begrænset deltagerantallet yderligere. De få udbudte billetter er svinedyre – og fungerer reelt som sponsorater til projektet. Vi, der ikke har billet, kan stå i gården og følge begivenheden på storskærm. En lille bod sælger kaffe, øl og pølser – en anden souvenirs i form af partiturer, t-shirt og selvfølgelig mundbind.

Dr. Neugebauer på storskærm

En halv time inden klangskiftet toner bestyrelsesformanden for John Cage-Stiftung Dr. Rainer Neugebauer frem på storskærmen og giver en introduktion til projektet og dagens begivenhed. Man fornemmer hans begejstring og ærbødighed for projektet – men den tørre humor, der uvægerligt sniger sig ind, når man arbejder med noget, der har et så umiskendeligt præg af vanvid.

Selve skiftet – højtideligt dirigeret af Dr. Neugebauer fra originalpartituret – tager kun få sekunder. To unge, håbefulde musiktalenter sætter de to udvalgte orgelpiber i. Og det var det. De vil nu stå og klinge indtil næste Klangwechsel i februar 2022, hvor den ene vil blive fjernet igen. To år senere vil en ny pibe blive tilføjet – og sådan vil værket år for år blive afviklet, til den sidste tone ifølge planen klinger ud i år 2640.

Om det rent faktisk vil ske, kan ingen af os vide – og ingen af os vil være i live til den tid. Ingen af os kan vide, hvordan verden ser ud til den tid – men vi må gå ud fra, at den er lige så forskellig fra nutiden, som nutiden er fra år 1361. Intet menneske vil leve længe nok til at høre hele værket – i bedste fald kan vi i vores korte liv nå at fange et lille hjørne af evigheden.

År 2640
Som bekendt er det svært at spå om fremtiden. Vi ved ikke engang, om vores nuværende tidsregning stadig er i brug om flere århundreder.

Men vi har lov til at forestille os, at nogle af vore fjerne efterkommere en dag i år 2640 vil fjerne de sidste orgelpiber fra musikmaskinen i Halberstadt.

Og for første gang i 639 år vil der være helt stille i Burchardikirken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *