Jack Whites kreativitet er så sprudlende og ustyrlig, at derventer lytteren en ny overraskelse rundt om hvert eneste hjørne. Og på “Fear of the Dawn” har White genfundet balancen, så selv de vildeste indfald trods alt har fødderne solidt plantet i en forståeligt sangstruktur.
Når man får Pelle Dragsteds “Nordisk socialisme” i hånden, forventer man måske et kampskrift af den dogmatisk marxistiske slags. Dragsted er jo trods alt tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten. Men det er tværtimod en imponerende nuanceret bog, der lægger op til diskussion – og ikke mindst leverer en lidt overraskende analyse af det samfund, vi allerede lever i.
Niels Lyngsø har oversat “Rester vivant” – en samling tidlige tekster af Michel Houellebecq, som ikke blot med sædvanlig veloplagthed spidder det moderne samfundsliv, men også giver et lille glimt af mennesket bag.
I den akademiske disciplin “Big History” prøver historikere og tænkere at trække de helt store linjer i menneskets historie. Og tager man Harari med et gran salt, kan “Sapiens” bruges til at sætte et langt og tankevækkende perspektiv på nutidsmenneskets i grunden ret enestående hverdag.
New Order-bassisten Peter Hooks “Substance” er et fascinerende indblik i, hvad enhver musikkender ønsker at vide: Hvordan er de som mennesker? Og hvordan opstod deres ikoniske sange og sound? Og lydbogsversionen – indtalt af forfatteren – er næsten som at være der selv.
Biolog og neurolog Robert M. Sapolskys ambition er nærmest skræmmende: Han vil prøve at kortlægge, hvorfor mennesker handler, som vi gør. Svaret er ikke uventet temmelig komplekst.
Der findes to slags enestående musikoplevelser: Den ene er at høre noget, man aldrig har hørt magen til. Den andet er ikke at kede sig et øjeblik. Det er sjældent, jeg kan sætte kryds i begge bokse. Det kunne jeg torsdag aften, da David Thomas og P.O. Jørgens besøgte Jazzhouse
“Historien om ugens rapport” er i grunden en lidt ærgerlig oplevelse. En ellers glimrende dokumentation af et helt enestående dansk mediefænomen skæmmes af et klodset og klichéfyldt sprog.
Mange læser Helle Helles værk som en slags socialrealisme – men jeg ser det som en udforskning af sproget: Høj- og lavstatussprog, der tørner sammen i daglig tale – og fejler spektakulært, når de social akavede karakterer prøver at kommunikere.
Under titlen “M:FANS” har John Cale respektløst genfortolket – og kreativt saboteret – sit eget hovedværk “Music for a New Society”.