Vi biologiske maskiner – Robert Sapolsky: “Behave”

Jeg har stor respekt for videnskabsfolk, der formår at formidle komplicerede emner på en relativt fordøjelig måde. Og ud fra det kriterium bøjer jeg mig i støvet for biolog og neurolog Robert M. Sapolskys imponerende “Behave: The Biology of Humans at Our Best and Worst”.

Sapolskys projekt er nærmest skræmmende ambitiøst: Han vil prøve at kortlægge, hvorfor mennesker handler, som vi gør. Hvad er det i vore hjerner, der reagerer på én bestemt måde på ydre stimuli – hvorfor reagerer mennesker forskelligt – og hvorfor reagerer vi selv vidt forskelligt under andre omstændigheder?

Svaret er ikke uventet temmelig komplekst. Ja – vi har et bestemt sæt nedarvede gener – og hjernens signalstoffer følger helt bestemte regler. Og så alligevel: Samspillet af faktorer – vores sociale og kulturelle baggrund, tillært adfærd, fysiske og psykiske tilstand i netop dét øjeblik – har helt afgørende betydning for, hvordan det biologiske system får os til at handle. “Context, context, context” er Sapolskys gennemgående mantra.

Og hvilke svar bliver man så præsenteret for i løbet af bogen? Er racisme fx. indbygget? Ja, desværre – frygt- og aggressionscentret amygdala reagerer på et splitsekund ved synet af mennesker, der ikke er ligesom os. Den gode nyhed er, at vi har en hjernebark, der øjeblikkeligt kan gå ind og modificere krybdyrhjernens primitive reaktion.

Er der forskel på mænd og kvinder? Statistisk set ja. Mænd og kvinder har tilbøjelighed til at reagere forskelligt på identiske situationer. Dels er vores hjernekemi simpelthen ikke ens (østrogen kontra androgener) – dels reagerer vi faktisk forskelligt på de samme signalstoffer. Og så igen: En stor del af vores adfærd er kulturelt betinget – og nutidsmennesker er naturligvis opdraget til at opføre os helt anderledes en hulekvinder og -mænd (i hvert fald indtil vi bliver sat under tilstrækkelig stort pres, så abeadfærden pludselig kommer op i os …)

Har vi en fri vilje? Nej, for fanden! Hvor Sapolsky eller i resten af bogen er lydhør og moderat i sin afvejning af forskellige neurobiologiske teorier, skruer han i den grad bissen på, når det gælder fri vilje. I et sprudlende, underholdende kapitel går han til krig mod den såkaldte homunculus-metafor. Kort fortalt: Hvis vi skulle have en fri vilje, måtte den befinde sig hinsides alt, hvad videnskaben ved om hjernens biologi. Der skulle så at sige sidde en lille mand (en homunculus) i en betonbunker, helt afskærmet fra den upålidelige hjerne og dens biologiske reaktioner. Og en form for kompromis mellem homunculus og neurobiologi afviser Sapolsky som endnu mere fjollet. Men læs selv kapitlet – det er en vidunderligt veloplagt provokation. Og så er det som alt andet i bogen præget af forfatterens charmerende sans for humor, som undervejs gør selv de tunge videnskabelige passager lidt mere letfordøjelige.

Om man bliver trist til mode af Sapolskys flirten med den biologiske determinisme er vel et spørgsmål om temperament (eller ideologi), men han bruger slutkapitlet til at prøve at give os lidt håb tilbage: Nok er vi biologiske maskiner – men noget af det mest imponerende ved mennesket er trods alt vor evne til sætte os ud over de mest primitive adfærdsmønstre. Men inden vi kan det, skal vi forstå, hvor de kommer fra. Og “Behave” kan bringe os et kæmpeskridt nærmere den forståelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *