Når man får Pelle Dragsteds “Nordisk socialisme” i hånden, forventer man måske et kampskrift af den dogmatisk marxistiske slags. Dragsted er jo trods alt tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten. Men det er tværtimod en imponerende nuanceret bog, der lægger op til diskussion – og ikke mindst leverer en lidt overraskende analyse af det samfund, vi allerede lever i.