I anledning af Joe Jacksons 70-års fødselsdag. Den talentfulde britiske sangskriver er i dag en musikalsk kamæleon. Men alle hans fremtrædelsesformer deler de umiskendeligt Jacksonske karaktetræk i sangskrivningen: Mødet mellem det ligesom velkendte og det behagligt overraskende.
I den lille tyske by Halberstadt finder et stykke musikhistorie sted: John Cages orgelværk “Organ2/ASLSP (As Slow as Possible)” opføres med en planlagt varighed på 639 år.
Der er ét ord, jeg efterhånden er godt træt af. Et ord, som igen og igen dukker op i diverse debatter – og faktisk ofte anvendes af mennesker, hvis synspunkter jeg ellers sympatiserer med. Ordet “normalisere” fordrejer den offentlige samtale ved at opstille kunstige grænser for, hvilke emner, det er tilladeligt at beskæftige sig med – ved at udgrænse visse synspunkter og adfærdsmønstre og stemple dem som uegnede til seriøs diskussion.
Det vil nok overraske mange, at jeg faktisk kun har pådraget mig en større gruppe feministers vrede en enkelt gang i mit liv. Men det skete til gengæld også med maner. Og på Island.
Hvis nogen undrer sig over, hvorfor undertegnede har valgt at betjene det måske mest usexede instrument i et rockensemble – så blev jeg sgu nok særligt opmuntret af ham den flamboyante badass i læderbukserne, som smed rundt med orgler og spillede endeløse, udflippede soloer på sin gigantiske modulære Moog. Så hermed et par personlige mindeord om Keith Emerson.
Under titlen “M:FANS” har John Cale respektløst genfortolket – og kreativt saboteret – sit eget hovedværk “Music for a New Society”.
Efter den fremragende FFS-koncert i Tivolis koncertsal forleden gik jeg på jagt i Sparks-arkiverne. Jeg kan ikke huske, hvor det var, jeg hørte noget om en Ingmar Bergman-opera. Men den findes – og den er sgu ikke noget kedeligt bekendtskab.
En gang imellem kan internettet altså stadig overraske mig. Det følgende er historien om, hvordan jeg næsten blev et internetfænomen. Men selvfølgelig var det hele bare en tilfældighed.
70erne-ikonerne Sparks og de dansable indie-rockere Franz Ferdinand slår pjalterne sammen – og For Fuck’s Sake, hvor giver det bare rigtig god mening!
De fleste moderne mennesker forestiller sig, at musikvideoen som genre tog sin begyndelse i 80erne og tog fart ved fremkomsten af MTV. Men musikvideoen havde faktisk en spøjs forfader ved navn Scopitone – og den er et ganske charmerende bekendtskab.