Serge Gainsbourg – 30 år efter

I dag – d. 2. marts – er det så 30 år siden, vi mistede den store franske sanger og sangskriver Serge Gainsbourg. Alle franskmænd over en vis alder kan huske, hvad de lavede, da de hørte nyheden – hele landet gik øjeblikkeligt i sorg – og daværende præsident Mitterand udtalte, at Serge var “vores Baudelaire, vores Apollinaire”.

Og herhjemme – som i det meste af den ikke-fransktalende verden – var han stort set kun kendt for samleje-duetten “Je t’aime – moi non plus” med kæresten Jane Birkin – selv om ironien også gik hen over hovedet på de mindre franskkyndige. Kernen i det elskende pars dialog var nemlig titelsekvensen: “Jeg elsker dig.” “Det gør jeg heller ikke.”

Forresten var singlen oprindelig indspillet med skuespillerinden og sexsymbolet Brigitte Bardot – men dennes mand synes absolut ikke, det var morsomt at høre sin kone have sex med en fremmed mand – og Bardot overtalte Serge til ikke at udgive den.

Det internationale gennembrud (som sikkert heller ikke interesserede Serge synderligt) udeblev ikke kun, fordi han (med ganske få undtagelser) insisterede på at synge på fransk. Hans tekster var i den grad bundet op på indforståede (og ofte ret skrækkelige) ordspil, at de var stort set uoversættelige.

Antallet af stilskift i løbet af Serges karriere giver selveste David Bowie kamp til stregen om titlen “rockens kamæleon”. Han startede nok i den velkendte franske chanson-tradition, men bevægede sig gennem britisk rock’n’roll (på et konceptalbum om nazismen!), over afrikanske rytmer og kor, reggae (med selveste Sly and Robbie som rytmegruppe) til synthesizer-baseret New Yorker-funk på sine sidste albums.

Og undervejs nåede han da også at skrive til sange til flere kunstnere i 60ernes franske lolita-pop-genre, yé-yé – heriblandt Grand Prix-vinderen “Poupée de cire, poupée de son”. Denne gik også over i musikhistorien som det første uptemponummer, der vandt efter en ubrudt række af sentimentale ballader. Teksten var dog – i ægte Gainsbourg-stil – en kulsort vrængen af succesens tomhed og meningsløshed.

Serge Gainbourg kæmpede med mange indre dæmoner – og var tilsyneladende besat af idéen om at være et splittet menneske – som han allerede sang om i “Docteur Jekyll Et Monsieur Hyde” (1968). Sent i livet udviklede han sin offentlige persona Gainsbarre – en fordrukken, ubehøvlet karikatur på sig selv – bl.a. kendt fra Serges berygtede møde med Whitney Houston.

Men persona eller ej – kæderygningen af Gitanes-cigaretter og indtagelsen af utallige Pastis 102 (ja, den hedder egentlig 51, men Serge drak dem kun dobbelte) tog hårdt på fysikken, og den kompromisløse provokatør forlod os i en alder af kun 62.

Det er svært at komme med anbefalinger – hvor i alverden skal man begynde at dykke ned i det gigantiske ouevre? – men her er fx. titelnummeret fra konceptalbummet “Histoire de Melody Nelson”, som man i hvert fald ikke kommer udenom.

Merci pour la musique!