“Historien om ugens rapport”: Så klichéfyldt som den ægte vare

“Historien om ugens rapport” er i grunden en lidt ærgerlig oplevelse

For emnet er jo både enestående og fantastisk på mange måder: Et (trods mange plagiatører) temmelig enestående magasin i dansk presse historie, udgivet af et forlag, der egentlig ikke brød sig om det. Et indblik i en ikke særlig fjern fortid, hvor journalisterne arbejdede i en tåge af alkohol og cigaretrøg. Og ikke mindst et galleri af farverige personager, hvadenten de var passionerede, frygtløse, småfrække eller simpelthen selvdestruktivt fordrukne. (Der lægges ikke skjul på, hvor mange af staben, der undervejs er afgået ved døden)

Uden at kunne vurdere kildematerialet (dette er tilsyneladende den eneste bog, der nogensinde er skrevet om ugens rapport) synes Søren Anker Madsen at have lavet glimrende research. Især de refererede interview med en håndfuld af historiens nøglepersoner virker troværdige. Den længst siddende redaktør, Kurt Thyboe, får nok lov at fremstille sig selv som både ildsjæl og omsorgsfuld chef – men hans selvbillede bakkes op af stort set alle, der har kendt ham. Og den frygtløse vovehals-reporter Freddy Wulff har både skarpe kommentarer til mindre dristige wannabes og en realistisk distance til sit eget virke.

Så vidt så godt. Desværre skæmmes Søren Anker Madsens eget narrativ af et klodset og klichéfyldt sprog. Jeg overvejede kort, om det kunne være et forsøg på at ramme en ugens rapport-jargon – men jeg mener at huske, at bladets sprog – trods diverse journalisters gadedrenge-manerer – trods alt flød bedre end i denne bog.

Der springes også gevaldigt frem og tilbage i kronologien. Hvilket i og for sig er okay. Men desværre synes forfatteren undervejs at glemme, hvad han allerede har fortalt, og gentager derfor visse facts (såsom stigende og faldende oplagstal) ad nauseam.

Et moraliserende afsnit om farerne ved at være rapport-pige virker påklistret og useriøst. Den fiktive exploitation-film “Rapportpigen” nævnes – og bliver på det nærmeste inddraget som sandhedsvidne. I betragtning af, hvor mange unge piger, der i årenes løb har smidt tøjet på bladets sider, er listen over ofre forbløffende kort. Især i forhold til, hvor livstruende, det var at være journalist på bladet.

Men kan man abstrahere fra den slags skønhedsfejl og blot koncentrere sig om selve materialet – så er “Historien om ugens rapport” en glimrende dokumentation af en dansk udgivelse, som man – på Kurt Thyboesk cirkussprog – virkelig må kalde “one of a kind”.