Helle Helle: “Hvis det er” – “Ja, jeg ved ikke, siger jeg”

I Helle Helles roman “Rødby-Puttgarden” skrev hun i bogens sidste afsnit sig selv ind i fortællingen. I “Hvis Det Er” skriver hun tilsvarende sig selv ud – bogens første ord er “Det er ikke mig”.

Mange læser Helle Helles værk som en slags socialrealisme – men jeg ser det som en udforskning af sproget: Høj- og lavstatussprog, der tørner sammen i daglig tale – og fejler spektakulært, når de social akavede karakterer prøver at kommunikere.

Plottet er enkelt: I en dansk skov mødes to joggere – en mand og en kvinde – der begge er faret vild, og de hjælper hinanden med at klare sig igennem natten og finde ud af skoven. Og naturligvis er personerne lige så distræt fremmedgjorte over for naturen, som Helle Helles figurer traditionelt er over for deres sprog og (følelses)liv.

Dramaet er til at overse – trods hovedpersonernes bekymringer er de næppe på noget tidspunkt i egentlig livsfare. Og den kvindelige hovedpersons flashbacks kredser mere om irritationsmomenter end eksistentielle kriser.

Til gengæld er der noget urovækkende gådefuldt over det isoleret beliggende hus, der til slut bliver deres redning. De møder aldrig indehaveren, kun dennes børn – og her slutter historien brat. Skal Helle Helle endelig sættes i bås med socialrealismen, bliver det i en muteret form, hvor det uforklarlige til tider får lov at forblive uforklaret.

Men som altid er det sproget, der er den egentlige hovedperson – som i dette fremragende sammenstød mellem skævt anvendte sproglige klichéer og imploderende kommunikationsforsøg:

“Til sidst kan vi nærmest ikke se en hånd for os, der er ingen vej uden om at påtale det.
– Ja, jeg ved ikke, siger jeg.”