Når man får Pelle Dragsteds “Nordisk socialisme” i hånden, forventer man måske et kampskrift af den dogmatisk marxistiske slags. Dragsted er jo trods alt tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og har en meget omtalt fortid som aktivist. Men det er tværtimod en imponerende nuanceret bog, der lægger op til diskussion – og ikke mindst leverer en lidt overraskende analyse af det samfund, vi allerede lever i.
Socialisme er økonomisk demokrati
Mange (ikke mindst på højrefløjen) forbinder ordet “socialisme” med en mareridtsvision af en topstyret samfundsstruktur, hvor en diktatorisk statsmagt undertrykker en hjælpeløs befolkning – og skånselsløst eksproprierer alt helt ned til tandbørster og ladcykler.
Men allerede i bogens undertitel minder Dragsted om, at den socialistiske idé først og fremmest er demokratisk – som svar på det faktum, at kapitalismen netop ikke er det. At samfundet tillader ganske få individer at eje enorme formuer (og produktionsmidler) forårsager ikke bare den økonomiske ulighed (som selv i vores del af verden er voksende i disse år). Det betyder også en skævvridning af demokratiet. For med den økonomiske magt som redskab og pressionsmiddel er det alt for let for de største virksomhedsejere at påvirke de politiske beslutninger til gavn for dem selv. Det er det problem, Dragsted beskriver som “den oligarkiske magt” – en magt, der ikke udspringer af et folkeligt mandat, men af ren og skær økonomisk råstyrke.
Dragsteds bud på en vej ud af dette demokratiske problem er at give borgerne og medarbejderne en form for medindflydelse og medejerskab af de virksomheder, som dag ud og dag ind profiterer af deres arbejdskraft – altså en demokratisering af såvel arbejdsmarkedet som økonomien.
Hybrid-økonomier
Det er altid vanskeligt – og potentielt farligt – med et snuptag at vælte et eksisterende system og indføre et nyt. Men én af Dragsteds spændende pointer er, at både venstre- og højrefløjen tager grundigt fejl, når de betegner den danske (eller for den sags skyld enhver anden) økonomi som 100% kapitalistisk. Det rent kapitalistiske samfund eksisterer simpelthen ikke.
Det er sandt, at kapitalistiske virksomheder fylder meget i de vestlige landes økonomi. Men alle lande har samtidig en større eller mindre offentlig sektor, som er underlagt demokratisk og ikke oligarkisk kontrol. Langt de fleste har også kooperativer, medarbejderejede virksomheder, non-profit-organisationer – ja, listen bliver ved og ved.
Dragsted pointe er derfor, at i stedet for omstyrte kapitalismen med en mere eller mindre blodig revolution, kan man stille og roligt arbejde på at styrke den ikke-kapitalistiske del af økonomien: Jo flere virksomheder, der bliver demokratiseret, jo mindre kontrol vil kapitalismen have over vores samfund.
Nordiske traditioner
Og netop i Danmark og de øvrige nordiske lande har vi en stærk tradition for demokratiske virksomhedsstrukturer. I Danmark er vi ikke mindst stolte af vores andelsbevægelse og de medarbejderejede brugsforeninger (i dag Coop), men der findes mange andre større og mindre eksempler på virksomheder baseret på demokratiske principper. Ikke mindst de almene boligforeninger, som huser en stor del af den danske befolkning.
Der er også huller i den danske, demokratiske økonomi: Finanssektoren er i alt væsentligt kapitalistisk funderet – efter lukningen af Girobank har vi ikke længere en offentligt ejet bank. Og nok findes andelsbevægelsen stadig, men den enkelte landmand vil i dag nok føle en vis afstand til toppen af de gamle andelsmejerier – nu den multinationale gigant Arla.
Men så er der inspiration at hente i verden omkring os: Tyskland har fx. stadig den offentligt ejede Postbank. Og den kooperative føderation Mondragon er en ikke uvæsentlig spiller i den spanske økonomi.
I rette med venstrefløjen
Mest imponerende er Dragsted udogmatiske omgang med både fortidens og nutidens venstrefløj.
Han viger ikke tilbage for at rose især tidligere tiders Socialdemokrater – og begræde deres bevægelse mod højre (under Blair, Thorning og Corydon). I dag er det faktisk lidt chokerende at læse citater fra 1970ernes danske Socialdemokrati, som uden omsvøb slog til lyd for at indskrænke den private ejendomsret – og påpegede det moralsk forkastelige i at tjene penge på fast ejendom.
Til gengæld kritiserer han nutidens venstrefløj for sort-hvid tænkning, når de ser den totale afskaffelse af kapitalismen som den eneste måde at forbedre samfundet på. Han påpeger også det uheldige i, at venstrefløjen (lige siden Rosa Luxemburgs tid) har set skævt til kooperativer (fordi de angiveligt gjorde arbejderne til en slags wannabe-kapitalister) – og giver denne mistro skylden for, at venstrefløjen gennem årene har ladet andelsbevægelsen og medarbejderstyrede organisationer i stikken.
Ja, Dragsted tillader sig endda at påpege, at selveste Karl Marx og Friedrich Engels måske tog fejl, når de ikke bare var skeptiske over for selve kapitalismen – men også over for markedskræfterne (forsøget på at afskaffe disse blev den direkte årsag til den fejlslagne sovjetiske planøkonomi). I stedet minder han om, at markedet går langt forud for den relativt ny opfindelse, kapitalismen – og foreslår, at en fremtidig demokratisk/socialistisk økonomi sagtens kan bruge markedskræfterne til at regulere prissætning og udbud af varer. Paradoksalt synes disse dele af økonomien nemlig at være alt for komplekse til at fungere under administrativ kontrol.
Til venstre for Pelle Dragsted
Jeg har i nogle år spøgefuldt påstået, at jeg politisk stod et stykke til venstre for Andreas Baader – så som sådan er der ikke noget overraskende i, at jeg nu føler mig et stykke til venstre for Pelle Dragsted.
Jeg skal nok lige vænne mig til tanken om, at en demokratisk/socialistisk økonomi kan trives side om side med en kapitalistisk. Idealisten i mig ønsker måske den radikale løsning – at smide kapitalismen og al dens amoralske og udemokratiske væsen på porten i ét revolutionært hug. Men så på den anden side: Pragmatiker, som jeg også er, føler jeg det meget opmuntrende at forestille mig, at vi som samfund kan arbejde for, at vores økonomi ganske gradvis bliver mere og mere demokratisk – og mindre og mindre kapitalistisk.
Selv ikke-socialister kunne få meget ud af at læse Dragsteds bog – hvilke de færreste af dem nok kunne finde på. Men for socialister af enhver observans bør “Nordisk socialisme” sætte gang i en livlig debat for og imod. Og det er jo altid en god ting.
Jeg er langt hen af vejen enig i analysen og finder det helt nødvendigt at tage denne diskussion på venstrefløjen. Samtidig er det helt nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved i hvor høj grad den offentlige sektor reelt er under folkets kontrol. Med new public management og markedsgørelsen af den offentlige sektors styringsredskaber er der lagt en indre dynamik for den offentlige sektors privatisering og smidiggørelsen af private firmaers muligheder for lukrative kontrakter. Helt overordnet er den offentlige sektor lagt i en neoliberal planøkonomisk spændetrøje som for alvor har givet problemer under den eskalerende krise i sundhedsvæsenet hvor stive budgetlove og lønreguleringsregler der dikterer lavere lønudvikling i det offentlige end det private har umuliggjort en varig løsning for sektoren. Selv i denne situation hvor det står klart for en stor del af befolkningen at vores kollektive velfærdsstats kerne er i fare for kollaps har venstrefløjen slet ikke været i stand til at gribe det momentum til et opgør med neoliberalismen. Det er simpelthen ikke pointen at finansloven sikrede udvidelse af tandlægedækning som bevis på udvidelse af den offentlige velfærd når fastholdelsen af den neoliberale spændetrøje tvinger vores kernevelfærd i knæ og investorer betaler overpris for privathospitaler i sikker forvisning om udvidede profitmuligheder. Vågn op venstrefløj, vi har snart kun wanna be socialdemokratiske partier.