“… and Barney being a twat!” Peter Hook: “Substance”

Jeg har selvfølgelig ingen anelse om, hvordan en læser vil opfatte denne bog, hvis vedkommende ikke – som jeg – har haft New Order som det vigtigste soundtrack til deres voksenliv. (“Blue Monday” indtager en særstatus blandt sangene i mit liv – og jeg husker stadig første gang, jeg hørte den, som et unikt og livsændrende øjeblik) Vil andre bare set endnu en succesfuld rockstjernes selvbiografi – fra den spæde start, gennem rock’n’roll-udskejelser indtil bandets bitre opløsning? Måske.

Men for en New Order-fan som undertegnede, er “Substance” et fascinerende indblik i, hvad enhver musikkender ønsker at vide: Hvordan er de som mennesker? Og hvordan opstod deres ikoniske sange og sound? Jeg anbefaler især lydbogsversionen, indtalt af Peter Hook selv – med fandenivoldsk Manchesterdialekt – ofte frydefuldt gnækkende over en særligt bizar historie eller sarkastisk kommentar. Med “Hooky” ved roret er det en ægte backstage-oplevelse – omend selvfølgelig filtreret gennem mandens personlige idiosynkrasier.

Ifølge Peter Hook var New Order endnu et eksempel på “forsangersyndromet”: Bandet begyndte som et demokratisk projekt, der sammen skrev sange og eksperimenterede med tidens ny musikteknologi. Men gradvist opstød der en konflikt med forsangeren Bernard Sumners behov for kontrol og modvilje mod at spille live – og så bassisten Hooks insisteren på kollektiv sangskrivning og trang til at stå på scenen. Det førte uundgåeligt til, at Hook forlod bandet – selv om han og Sumner langt fra er enige om detaljerne (jeg har ikke læst Sumners bog, men den giver – ikke overraskende – Hooky det meste af skylden)

Men Hook falder ikke for fristelsen til at skrive bogen som et indædt angreb på Sumner. Snarere tværtimod – Hook roser sin gamle bandkollega til skyerne, når han føler, det er berettiget. For eksempel, da The Smiths-guitaristen Johnny Marr foreslår et samarbejde med Hook – fordi Manchesters bedste guitarist da bør spille sammen med Manchesters bedste bassist. Hook svarer, at Marr altså ikke er den bedste guitarist i Manchester – for det er Barney! I det hele taget rummer bogen mindre vrede end en form for sørgmodighed: Skuffelsen over at se et frugtbart musikalsk samarbejde ødelagt af personlige uoverensstemmelser.

Bogen holder en fin balance mellem det underholdende og det informative. Selvfølgelig er der herlige røverhistorier om musikeres skørlevned på turne med alt, hvad det indebærer af stoffer, kvinder og rivalisering – men også indblik i de musikalske processer: Sangskrivning, indspilning og optræden – for ikke at nævne det skrækeksempel på et bundløst økonomisk hul, som New Orders pladeselskab Factory Records og ikke mindst dettes natklub, The Hacienda, udviklede sig til. For den sande New Order-nørd indeholder bogen sågar komplette tidslinjer over alle bandets (og Hooks sideprojekters) udgivelser og koncerter – samt kommentarer til hver enkelt sang på samtlige albums. Omend sidstnævnte ret påfaldende går udenom “Waiting for the Siren’s Call” – Hooks sidste arbejde med New Order. Formentlig syntes han ikke, det var umagen værd.

Hooky virker som en hyggelig fætter, man gerne ville møde over en pint på en pub i Salford – hvor han så kunne underholde med drabelige beretninger om et liv i musikken. Og i lydbogsversionen kommer man endog meget tæt på den oplevelse.

Lydbogen findes vist kun hos Audible – men de tilbyder et gratis prøveabonnement for nye brugere.