Frankenstein på skuldrene af Gilgamesh: Yuval Noah Hararis “Sapiens”

I den akademiske disciplin “Big History” prøver historikere og tænkere at trække de helt store linjer i menneskets historie. Og der er ikke noget at sige til, at Yuval Noah Hararis “Sapiens: A Brief History of Humankind” er blevet mange menneskers første møde med denne disciplin. Han skriver letlæseligt og med megen humor – og hans argumenter holder en fin balance mellem aha-oplevelser og kontroversielle påstande.

Vi taler om 70.000 år af menneskets udvikling, så der males naturligvis med den helt brede pensel. Harari identificerer tre helt store skred i vores historie: Den kognitive, den agrikulturelle og den videnskabelige revolution – hver af disse har skabt forudsætningerne for den efterfølgende, og derfor er den kognitive revolution den mest skelsættende.

Hararis vigtigste point er, at den kognitive revolution ikke bestod i at bringe os tættere på sandheden – tværtimod udviklede vi en enestående evne til at tro fuldt og fast på helt fiktive begreber. Han undgår det kontroversielle begreb “sociale konstruktioner” og kalder i stedet disse for “imagined realities”. Menneskets udvikling har gennem årtusinder været styret af vores tro på udspekulerede tankespind uden megen forbindelse til vores fysiske virkelighed: Religion, penge, nationalstater, menneskerettigheder for bare at nævne nogle få.

Undervejs i sine overvejelser synes jeg dog, Harari gør et par tvivlsomme greb: For eksempel beskriver han humanisme som baseret på en uforklarlig tro på, at mennesket er noget helt særligt. Hvor jeg vil mene, at humanismen blot er en gradvis udvidelse af tidlige menneskers stammebegreb: Efterhånden som vi lærte fremmede stammer og kulturer at kende, gav det mening at se alle mennesker som medlemmer af samme fællesskab. Men – Harari går også meget op i dyrevelfærd og lægger ikke fingrene imellem i sine beskrivelser af vor brutale behandling af vore landbrugsdyr. Og ja – jæger-samler-kulturer ser sig selv på linje med dyrene – ikke hævet over dem – men Harari har jo netop beskrevet, hvordan denne lighedstanke forsvandt (måtte forsvinde), da vi begyndte at holde landbrugsdyr. Til gengæld er hans vinkling af nazismen som “evolutionær humanisme” lige så overbevisende, som den er uventet.

I afsnittet om mentale konstruktioner nægter Harari også at skelne mellem religioner og (politiske) ideologier. Det finder jeg også lige smart nok. Ja – begge dele er “imagined realities”, men jeg mener personligt, at troen på eller fraværet af et gudsbegreb gør de to fænomener endog meget forskellige. Et af Hararis argumenter er, at buddhismen har et endog meget svagt gudsbegreb – men blandt andet derfor er den vel netop at betragte som en filosofisk retning snarere end en egentlig religion?

Et spændende afsnit diskuterer, hvorvidt menneskehedens fremskridt samlet set har gjort os lykkeligere. Og på bedste filosofiske vis lægger Harari ud med tilbundsgående overvejelser, om hvad lykke egentlig er – om den er målbar – og selv, hvis den er, hvordan måler man så for længst afdøde menneskers lykkefølelse? I en tid præget af stor konsensus om ikke mindst de teknologiske fremskridts velsignelser, er næsten en fornøjelse at se Harari konkludere: Nej – vi er nok ikke blevet meget lykkeligere.

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men Harari slipper nu relativt helskindet fra det – med et par mærkelige undtagelser:

I sin gennemgang af lægevidenskabens imponerende triumfer referer han til “the Gilgamesh project” (efter den mesopotamiske sagnkonge, der prøvede at overvinde døden). Han hævder, at nutidens forskere over en bred kam ser det som deres vigtigste opgave at gøre mennesket udødeligt. Jeg tror, jeg kender en del medicinere, der vil undre sig over den påstand. De har ligesom vigtigere og mere jordnære opgaver at løse, før de vikler sig ud i idealistisk tankespind.

Hans overvejelser omkring computerteknologi er stort set også ganske skarpe: Hvis menneskers hjerne nogensinde bliver i stand til at kommunikere direkte med computere – og ad den vej med hinanden – er vi slet ikke i stand til at forestille os, hvad det vil betyde for den menneskelige bevidsthed.

Men desværre falder han med begge ben i den mest idiotiske vildfarelse, der nogensinde er kommet ud af Silicon Valley: Singulariteten. Ideen om, at man på digital vis kan emulere den menneskelige bevidsthed og “uploade sig selv” til en computer. I et tidligere afsnit har Harari ellers et skarpt blik for absurditeten i den dualistiske idé om, at man kan skelne skarpt mellem sind og legeme. Så hvorfor fanger han ikke, at singulariteten er et hyper-dualistisk misfoster – udklækket af overintellektualiserende nørder uden kropsbevidsthed? Når gale videnskabsmænd taler om at transplantere et menneskes hoved på et andet menneskes krop, viger vi tilbage i afsky ved tanken om, hvor rædselsvækkende det må være at leve med en andens biologi. Men i informationsteknologiens hellige navn sluger vi kritikløst tanken om, at ens “sind” (læs: biokemiske processer i et fysisk organ) uforstyrret kan leve videre i chips og harddiske på et stykke teknologi helt uden en krop. Kære læser: Skulle nogen finde på at uploade mig til skyen, så lov mig at slukke for “mig” øjeblikkeligt, for det må da være det tætteste, man kommer på helvede.

Når alt det er sagt, indrømmer Harari selv, at mange af hans udsagn er bevist kontroversielle – og skal jeg læse “big history”, vil jeg hellere provokeres af lidt for smarte postulater end en ørkenvandring af pæne almindeligheder.

Tager man Harari med et gran salt, kan “Sapiens” bruges til at sætte et langt og tankevækkende perspektiv på nutidsmenneskets i grunden ret enestående hverdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *