The Bees – Nej, vi er ikke retro!

At dømme efter antallet af fuldskæg og strikhuer kunne man tro, at de seks fyre i The Bees tilhører en ny generation af folkemusikere. Men musikalsk bevæger de sig i indenfor en poprock, der smager temmelig meget af 60’erne og 70’erne.

The Bees kommer fra den britiske ø Isle of Wight – måske ikke det mest inspirerende sted for en musiker at vokse op.

»Og pladebutikker«, indskyder Aaron Fletcher, bassist og tekstforfatter. »Man kan ikke få ny indie-plader nogen steder på øen. Til gengæld er der nogen rigtig fede genbrugsbutikker. Så i stedet for nye plader måtte vi lytte til gamle«.

»Men det var godt nok«, siger Paul med et lunt smil. »For de lærte os en anden måde at lave musik på. Dengang var musikerne dygtige og sammenspillede og elskede at spille. I dag bliver det ofte ødelagt, fordi indspilningsprocessen er blevet for kompleks«.

Deres nye album ‘Free the Bees’ er da også indspillet i det legendariske Abbey Road-studie. Men så snart man så meget som nævner ordet ‘retro’, skærer Aaron igennem:

»Vi er ikke retro!«, insisterer han. »Vi henter bare nogle arbejdsmåder frem, som er gammeldags, og bruger dem til at lave vores egen, helt nye musik«.

The Bees startede som et studieprojekt, kun bestående af Paul og Aaron. I 2002 udsendte duoen debut-albummet ‘Sunshine Hit Me’. En behageligt tilbagelænet plade, der lød som et nyopdaget 60’er-band – og så alligevel ikke. Pladeselskabet ville gerne have The Bees ud at spille live, og den gruppe af musikere, som af og til havde hjulpet til i studiet, blev nu samlet til et egentligt band.

»Alle blev meget begejstrede, da de hørte resultatet«, fortæller Paul. »Også pladeselskabet og andre, der var involveret i bandet. For det, de så, var en flok venner, der hyggede sig med musikken. Og vores glæde ved musikken forplanter sig til publikum«.

»Live fik vi også lyst til at spille numre med mere gang i«, fortsætter han. »Samtidig begyndte vi at improvisere sangene frem i øvelokalet. Numre som ‘Chicken Payback’, ‘The Russian’ og flere andre er simpelthen jammet frem«.

Det var da også disse numre, der med deres ubestemmelige, dansable groove – et sted mellem funk, rock og noget helt tredje – kom bedst ud over scenekanten ved The Bees’s koncert på Rust i maj.

Samme arbejdsform bliver aktuel, når The Bees skal medvirke på det næste Gorillaz-album. Gorillaz er gamle fans af The Bees.

»Vi aner ikke, hvad der skal komme ud af det. Alle skal bare ind i studiet og jamme et nummer frem. Det bliver fedt«, fortæller Aaron.

»Pladebranchen i dag har brug for, at der sker noget nyt«, mener Paul. »Musikken skal være spændende igen – ikke så rutinepræget. Der bliver skrevet masser af gode sange i dag. Men inden de kommer ud, har selskabet hyret en kendt producer, som får dem til at lyde som alt muligt andet«.

»Vores eneste dagsorden er, at vi elsker musik. Vi har haft kontrol over hele processen: Sangskrivning, indspilning, produktion – selv skæringen til vinyl. Selskabet gav os lov til det, fordi de indså, at det er sådan, musikken bevarer sin friskhed. Og fordi de så vores begejstring. For det er jo også det, de vil have. Begejstring«.