Peace, love and understanding

TømrerClaus begyndte som barn at spille klarinet og guitar og har senere spillet med grupper som Skousen & Ingemann, Gry (resterne af Blue Sun) og Dan Turell og Sølvstjernerne. I dag har han pladebutikken Karma Musik, som sælger og genudgiver især dansk musik. Det meste er fra syrerockens guldalder fra 1967 og op til midt i 70’erne. Nedenstående interview med TømrerClaus stammer fra 2004.

»Man skal jo ikke bilde sig ind, at gud og hver mand rendte rundt i hippie-tøj på det tidspunkt, men der var en del mennesker, der gjorde det. Og de fik faktisk det privilegium, at de kom til at præge hele næste generation med de ting, de rendte rundt og lavede«, forklarer TømrerClaus, der i dag er aktiv som musiker i bandet Dream City sammen med Peter Ingemann (tidl. Skousen & Ingemann) og Søren Berlev (tidl. Gasolin). Her kigger han tilbage på et stykke dansk musikhistorie, som han selv var med til at præge.

Dansk syrerock – hvad var det egentlig for en størrelse?

»Ja, vi kom jo fra en tid, hvor det hed pigtråd. Men pigtrådsmusikerne så anderledes ud. De gik i slankt tøj, havde pomade i håret og havde indøvet dansetrin nogen gange. Også lyden af guitaren var anderledes. Pigtrådsorkestrene brugte jo ikke forvrænger. De spillede med en ren lyd med noget rumklang eller ekko på. Men både Shadows og Jørgen Ingmann var en væsentlig forudsætning for det, der kom senere. I starten gik det faktisk bare ud på at kopiere de udenlandske forbilleder. Og det tror jeg gælder for en meget stor del af den danske musikscene. Det handler jo også om, at man er ung og grøn og skal lære at spille.«.

»Det var Jimi Hendrix – og måske også Cream – der sparkede døren ind til en anden type musik, hvor man også improviserede meget mere. Det var startskuddet og inspirationen for mange grupper. Det var en udvikling, der måtte komme. Man kan sige, at det eksploderede – den der pigtrådsting – hvor man bare rykkede i alt og trådte på alt og sked på alt. Syrerock er er så bare ét af ordene. Der var også nogen, der kaldte det ’bevidsthedsudvidende musik’, ’hippie-musik’ og ’flower power’. Der er mange navne for det«.

I USA hang syrerockens opståen tæt sammen med miljøer som Haight-Asbury i San Francisco. Var der et lignende miljø i Danmark?

»Hvis man skal snakke om et miljø, så var det nok inde i Huset i Magstræde i København. For der spillede man. Og når man ikke spillede, så var man der også – for at høre de andre spille. For eksempel mødte jeg jo Skousen og Ingemann i Per Kofoeds bogcafé, der lå i bunden af Huset i Magstræde. Per Kofoed inviterede musikere til at komme og gav dem en 3-400 kroner hver for at stå og jamme. Det var en ren hyggeting. Og der dukkede jeg op og sagde: ‘Gud, det er jo Peter, der står der. Nej, hvor herligt. Skal vi ikke spille sammen?’ ‘Jo, så lad os gøre det’«

Havde syrerocken et budskab?

»Der skete jo en befrielse, hvor sangene ikke behøvede at handle om ’hjerte og smerte’ længere. I stedet for at skrive en sang med en handling fra A til Z, så kunne man jo ligeså godt lave en sang med ord, der på en eller anden måde dannede billeder og satte en fantasi i gang hos lytteren Alt blev tilladt – man kunne gøre, som man ville. Bob Dylan var jo en fantastisk figur på det tidspunkt, fordi han rent poetisk lukkede op for den bølge af eksistentialisme, der skyllede over hele Europa på det tidspunkt. Men også Jimi Hendrix skrev jo nogle fantastiske sange«.

»I første omgang var budskabet: »Drop ud af samfundet og skab din egen virkelighed«. På det tidspunkt var det meget relevant, for samfundet var løbet ind i stilstand på mange fronter og trængte til fornyelse. Og senere gik eksistentialismen så ud på at beskrive det eventyr, man så, når man droppede ud«.

Så musikken var en del af et større oprør?

»Hele den periode var jo faktisk en smeltedigel, som ændrede samfundet. Vi, der var med i det, ville jo direkte have et andet samfund – men det var ikke det, der skete. Men mange af de ideer, som ’peace, love and understanding’ handler om, blev faktisk implementeret. Det var hele det borgerlige samfund, der stod for skud. Og da folk endelig havde fattet, hvad det gik ud på, skal jeg love for, at der kom et stort ryk. Hvis vi bare tager fra 1963 til ’67. Folks tøj forandrede sig, og man kom ind i hjem, hvor de brændte røgelse, sad i Buddha-stilling, hørte flippet musik og havde tæpper på væggene.
Plus, at kunstverdenen jo fik et kolossalt los i røven. Ikke bare musik, men også billedkunst, filmkunst og alt. Så det lykkedes os faktisk at ændre verden. Men samtidig blev det hele jo totalt omklamret af det kommercielle – og det er så den udvikling, der stadigvæk kører den dag i dag«.

Man kunne gøre, som man ville, sagde du?

»Du kunne gå ind et eller andet sted og tage et arbejde, og når du så ikke gad det mere, kunne du melde dig arbejdsløs og faktisk få så meget i understøttelse til at leve et ganske udmærket liv. Det betød faktisk meget. For mange folk, som blev kunstnere og musikere, brugte faktisk den model. Men den der lidt sorgløse måde at tænke på, hvor man siger: »jamen, det finder vi sgu ud af i morgen«, den går altså ikke i dag. Samfundet har ændret sig på utrolig mange punkter. Jeg tror også, det er det, de unge mennesker i dag finder fascinerende. Jeg tror, de synes, vi var enormt modige, at vi bare turde gøre det dér – bare slippe håndtaget og sige: »det vil vi altså skide på«.. Det var en kultur, hvor man ikke var taber, fordi man var fattig. Der var ikke hele den der klassedeling, hvor det hele tiden gik ud på at være smartest og hurtigst og flottest og score med arme og ben. Hele den der ’jeg-kultur’«.

Hvor kom den politiske rock så ind i billedet?

»Der var ligesom et skift, der begyndte i midten af halvfjerdserne. Den politiske rock kørte på noget andet. Det kan man jo høre på Røde Mor og Jomfru Ane Band. Det var jo ikke ligefrem bevidsthedsudvidende rent musikalsk. Det var det mere vores politiske bevidsthed, de prøvede at ændre. For mig at se skete der et skift dér. For alle de orkestre, der spillede syrerock, blev mindre populære, og bands som Alrune Rod, Burning Red Ivanhoe, Hurdy Gurdy stoppede, fordi nu var det blevet politisk musik, man skulle spille. De dér gyldne år for syremusikken, de varede sgu’ ikke mere end en fire-fem år«.

I dag har du så et pladeselskab og en pladebutik på nettet. Hvordan kom du ind på det?

»Der kom en rigtig kedelig periode sidst i halvfjerdserne. Rocken var blevet tandløs, forudsigelig og meget kedelig. Men til gengæld stod der side op og side ned i aviserne om, hvor vigtigt det her tandløse rock åbenbart var. Og det var altså ikke til at holde ud. Så jeg stod af, meldte mig ud af alle bands, holdt et sabbatår og flyttede ud på Christiania. Senere lavede jeg mit eget pladeselskab. Det er – mildt sagt – et uafhængigt pladeselskab i ordets bogstaveligste forstand, fordi vi har ingen presse. Normalt går den slags ud på, at man lancerer et produkt, og så bruger man en masse penge og sælger forhåbentlig en hel masse plader på meget kort tid. Siden bliver produktet fuldstændigt glemt. Ja nærmest smidt ud. Men når jeg laver en ny cd, står der bare én linie på min hjemmeside, og så må folk altså selv finde ud af det. Den sælger stille og roligt, efterhånden som folk opdager, at jeg har den ting«.

Karma Music sælger og genudgiver meget af den gamle syrerock. Hvorfor lige den?

»Når jeg talte med min gamle vennekreds – og jeg har jo spillet med gud og hver mand og fået enormt mange venner – så fik jeg at vide, at det ikke var alverden, der skete med deres gamle plader. Derfor har jeg så gjort det til min opgave at genudgive de gamle ting fra dengang – mine venners ting – og sælge dem. Og det er selvfølgelig vokset de sidste ti år, fordi der er kommet en retro-bølge, og fordi nicherne i musiklivet i det hele taget har fået det bedre.

Den dér retro-bølge, hvordan viser den sig?

»Det er skægt, for det er en utroligt langsom bølge. Det, der skete i flower power årene, kommer længere og længere væk. Folk, der er 20-25 år i dag, har jo ikke oplevet det. Den tid står som noget fuldstændig eksotisk, hvor man kunne køre den på ’peace, love and understanding’, og verden så ud til at kunne ændres og blive bedre. Og så var det jo også dengang, rockmusik blev dannet. Så den her retro-bølge har selvfølgelig betydet en del for interessen for den ’oprindelige’ musik. Mig selv, Peter Ingemann og Søren Berlev og en masse andre, var jo den første generation, der spillede den musik. Alle generationer efter os har snuset til det, vi og vores udenlandske kolleger har lavet. Så vi har selvfølgelig en eller anden form for status«.

Links:

http://www.karma.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *