Stoffernes musikhistorie

»Sex, drugs and rock’n’roll« – en dejlig gammel kliché. Men hvilke ‘drugs’ har musikerne været på gennem årene? Og har det gjort noget ved musikken? Rockens historie er også en historie om stimulanser.

Hash
En lille joint i ny og næ har været en del af musikerlivet siden jazzen. Louis Armstrong hævdede, at det var helt forkert at betragte hash som et narkotikum – det var medicin.

Ungdomsoprøret i tresserne brugte hashrygningen som et grænseoverskridende symbol på den nye tid. Ironisk nok er flere gamle hashrygere som Peter Belli og Klaus Rifbjerg gået hen og blevet etablerede kulturpersonligheder.

Hashens virkning begrænser sig til et vist velvære og en snigende sløvhed. Hash-orienteret musik har derfor bevæget sig i retning af det ensformigt gentagende og hyggeligt gyngende rytmer. Reggae har altid haft hashrygning og legalisering af cannabis som et tilbagevendende tema. Også i hiphop-kredse giver det kunstnere en vis troværdighed, hvis de kan ryge en ordentlig koger.

Heroin
Alle vestlige storbyer har en befolkningsgruppe af forhutlede junkier. Og netop derfor har det måske aldrig været decideret trendy at tage heroin. Ikke desto mindre har hver generation haft et par undergrundbands, der dyrkede denne farlige og sanselige rus. Fra Velvet Underground, der skrev en sang om ‘Heroin’ allerede på deres første album, til The Jesus and Mary Chain. Stoffet synes at gå hånd i hånd med en mur af massive støjguitarer.

LSD
LSD er måske kunstnernes stof frem for alle andre. Selv seriøse forfattere som Aldous Huxley, der skrev ‘Fagre Nye Verden’, og Ernst Jünger har eksperimenteret med dette ‘bevidsthedsudvidende’ stof.
Det er ikke så underligt, da LSD synes at lukke op for underbevidsthedens sluser uden samtidig at sløre opfattelsesevnen. Musikalsk – og ikke mindst tekstmæssigt – har dette resulteret i en klar og håndgribelig surrealisme – ofte med spirituelle overtoner.

Nok var LSD’s storhedstid de senere 60’ere og tidlige 70’ere, men stoffet er kommet på mode igen og igen med nogle års mellemrum. For eksempel skal mange af nyrock-ikonerne The Cure’s album være indspillet under påvirkning af LSD. Og så var der selvfølgelig også en grund til, at sen-80’ernes technobølge hed ‘acid house’.

Speed
Forfatteren Dan Turell, som ellers havde en høj tolerancetærskel, når det gjaldt narkotika, hadede speed og advarede mod stoffet i stærke vendinger. For nok er speed en stimulans, og nok bliver man høj af det, men det er i virkeligheden ikke på nogen rar måde.

Men netop den rastløse og lettere aggressive stemning, som amfetaminen udløser, passede perfekt til de sene 7o’ere og tidlige 80’eres opskruede punk og new wave. Så måske var det den udmattede og paranoide nedtur dagen derpå, der inspirerede Joy Division og Nick Cave til deres sortklædte pessimisme?

Nyrock-bandet New Order påstod sågar, at visse rytmeguitar-figurer på deres 80’er-plader slet ikke kunne spilles uden en vis indtagelse af amfetamin. En lidt usandsynlig påstand, men det har da sikkert været sjovere end at øve sig.

Ecstasy
Rave-kulturen fra 90’erne til idag kædes især i medierne sammen med et massivt forbrug af amfetamin-varianten MDMA – populært kaldet ecstasy. Rygterne er sikkert stærkt overdrevne, men ecstasy passer som fod i hose til rave-kulturen. Som stimulans sætter den brugeren i stand til at danse hele natten, og som bonus fyldes man af velvære og en følelse af kærlighed til hele menneskeheden. Lige sagen til en ‘Love Parade’. Men hvis trance-genren generelt er inspireret af ecstasy, lover det ikke særlig godt for stoffet som kreativ inspirationskilde!

Alkohol
Ikke det mest eksotiske, måske – men det ville da være synd at glemme spritten. Alkoholen indtager en særstatus ved at have været lovlig hele vejen igennem. Ikke desto mindre har et solidt alkoholforbrug – eller bare en bajer eller en flaske Jack D i næven – også været en måde at signalere rebel-attitude på.
Alkohol har altid været den foretrukne stimulans i den traditionelle bluesrock (‘One scotch, one bourbon, one beer’) og går i det hele taget godt til drengerøvs-rock’n’roll. Fra Rolling Stones til Guns n’ Roses har party-rock (også) været ensbetydende med våde varer i rigelige mængder.

Bevares, der er gået et spøgelse af sundhed gennem rocken. Selv heavy-bands som Metallica er gået over til kildevand og fitness. Men med den nye garagebølge (The Strokes med mange flere) er det igen blevet legalt at tage sig en lille én. Og skål på det!