Mindeord om Kaspar Vorbeck

Mindeord om Kaspar Vorbeck

Kaspar Vorbeck er død.

Fra mine år i det århusianske musikmiljø kan jeg faktisk ikke huske at have været med i et eneste projekt, hvor Kaspar ikke på en eller anden måde var involveret. Han lavede demobånd for Det Neodepressionistiske Danseorkester, livelyd for Little Willy and the Wild Ones, producerede livealbum med Megabody og Bonfils, lærte undertegnede at splejse spolebånd – og meget, meget mere.

I en notorisk stressende branche med anstrengende arbejdstider og -vilkår forblev Kaspar den perfekte gentleman: Beskeden, effektiv og omgængelig tacklede han alle udfordringer med godt humør. Og da han til sidst blev ramt af uhelbredelig cancer, holdt vi kontakten via Kaspars ukueligt muntre Facebook-opdateringer fra det hospice, hvor han – igen med stoisk ro – afventede den uundgåelige afslutning.

Tak for god lyd og godt selskab, Kaspar. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville have været uden dig.

(Oprindelig publiceret på undertegnedes Facebook-profil)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*