Keith Emerson – flamboyant badass i læderbukser

Mindeord om Keith Noel Emerson (2. nov. 1944 – 10. marts 2016)

Hvis nogen undrer sig over, hvorfor undertegnede har valgt at betjene det måske mest usexede instrument i et rockensemble…

Jo, en keyboardspillers liv er lænket til en uflyttelig stabel instrumenter, hvor han jokker rundt i de mange kabler, der uvægerligt følger med jobbet. Ude af stand til at springe rundt på scenen som sangere og guitarister – og ikke så demonstrativt fysisk som trommeslagere…

Bortset fra, at jeg blev sendt til klavertimer som lille, er der tre grunde:

1. Nu afdøde Jon Lord fra Deep Purple. Første gang, jeg hørte deres plader, anede jeg ikke engang, hvad et Hammond-orgel var – men med bunker af distortion og ringmodulator fik han det faktisk til at lyde af rock.
2. Nu afdøde Rick Wright fra Pink Floyd – dels, fordi det i mange år var mit yndlingsband – men også fordi der her blev leget ualmindelig elegant med effekter og (VCS3-)synthesizere.
3. Og jeg ved godt, det er dårlig smag… Men jeg blev sgu nok særligt opmuntret af ham den flamboyante badass i læderbukserne, som smed rundt med orgler og spillede endeløse, udflippede soloer på sin gigantiske modulære Moog. Pludselig blev det en lille smule sjovere at være keyboardspiller. Og det skal han i det mindste have tak for.

Og en lille personlig anekdote.

En dag i 80erne var min far inde hos sin lokale bager i Odense – og bagerdamen spurgte, hvad hans yngste søn gik og lavede.

Det var dengang, jeg boede i Århus og spillede keyboard i Det Neodepressionistiske Danseorkester, hvilket min far fortalte.

“Det var sjovt,” sagde bagerdamen. “Min datters kæreste er også keyboardspiller. Han er så godt nok englænder.”

“Nå,” sagde min far. “Hvad hedder han?”

“Keith Emerson.”