Hvordan man radikaliserer sig selv – “Der Baader Meinhof Komplex”

Ved udgivelsen i 1985 blev denne bog hyldet som den ultimative biografi om den berygtede tyske terrororganisation, Rote Armee Fraktion. Og den dag i dag kan jeg ikke forestille mig en bedre formidling af dette traumatiske stykke historie.

Jeg genså for nylig den fremragende film af samme navn fra 2008 – og da jeg opdagede, at manuskriptet var baseret på denne bog, blev jeg nødt til at læse den. Mens filmen fortælles så dramtisk, at den næsten fremstår som en krimithriller, er bogen selvfølgelig mere nøgtern i sin grundige dokumentation af begivenhederne. Men en ting, den har til fælles med filmatiseringen, er det imponerende nuancerede syn på historien. Aust forsøger aldrig at nedtone den brutale vold, som banden anvendte, men han gør sig også umage for at sætte begivenhederne i et historisk perspektiv.

Vesttyskland i tresserne var på mange måder et underligt sted. Embedsmænd, der engang havde arbejdet for nazisterne, fik stadig lov til at arbejde i administrationen. Landet var stadig teknisk set besat af de allierede styrker (det ekstreme tilfælde var Vestberlin), hvilket betød, at der var USA-tropper stationeret over hele landet. Da dette også var Vietnamkrigens tid, var det uundgåeligt, at unge venstreorienterede ville gøre oprør mod, at deres liv dels blev styret af tidligere nazister – og dels af et land, der på det tidspunkt kæmpede en krig, der forvoldte brutal ødelæggelse på uskyldige civile. Dette var miljøet, der antændte den bevægelse, som senere blev til Rote Armee Fraktion.

Terroristernes ustabile personligheder (ikke mindst Baader og Ensslin) fremgår tydeligt. Men bogen afslører også åbenlyse fejl i efterforskningen af deres forbrydelser – og chokerende tilfælde af politibrutalitet. Austs dokumenterer også et politiarbejde, der til tider fremstår decideret hjælpeløst: RAF-gidslet Hans-Martin Schleyers opholdssted blev næsten øjeblikkeligt afsløret, men på grund af teknikaliteter lykkedes det ikke politiet at redde ham i tide. At retssagen mod gruppen udviklede sig til en farce, var de anklagede og deres forsvarere selv ansvarlige for – men der er også klare beviser på et magtmisbrug, der nærmer sig justitsmord (såsom ulovlig aflytning af private samtaler mellem anklagede og forsvar).

Forfatterens egen baggrund gør ham til den perfekte mand til opgaven. Som journalist arbejdede han tidlligere for det venstreorienterede blad Konkret, hvor én af hans kolleger var Ulrike Meinhof selv. Aust har siden da bevæget sig væk fra enhver sympati for den yderste venstrefløj, idet han i mange år var chefredaktør for det prestigefyldte tyske nyhedsmagasin Der Spiegel (moderat venstreorienteret) og er i dag udgiver af den konservative avis Die Welt. Med de referencer har jeg ingen grund til at tvivle på, at forskningen bag bogen var et solidt stykke arbejde.

Stilen er faktuel, men aldrig tør. Uden at ty til krimithrillerens litterære greb formår Aust stadig at fremkalde de dramatiske begivenheder med til tider foruroligende klarhed. Det er et kompliceret stykke historie, så der er mange navne i spil – men det er muligt at følge historien uden at holde styr på hver enkelt.

Forfatteren afviser de mange konspirationsteorier, der er blomstret op i efter – ikke mindst omkring Meinhof, Baader, Ensslin og Raspes selvmord i Stammheim-fængslet. Men han insisterer også på, at der er en række ubesvarede spørgsmål – som synes bevidst at være holdt skjult for offentligheden. Hvorfor kunne Holger Meins sulte sig selv ihjel, når andre fanger blev tvangsfodret? Blev terroristernes celler i Stammheim-fængslet (ulovligt) aflyttet? Og i så fald, kunne de tre fangers tredobbelte selvmord have været forhindret?

I en tid, hvor terrorister ofte beskrives som “radikaliserede” af påvirkninger fra deres miljø, er “Der Baader-Meinhof Komplex” en skræmmende historie om en gruppe mennesker, der – ansporet af en helt forståelig indignation – var fuldt ud i stand til at radikalisere sig selv.