Are We Not Men? – 50 år med DEVO

Der er en stemning af forventning i den gamle slotsgård i Spandau i udkanten af Berlin. Mange af tilhørerne (undertegnede inklusive) er over de 50 – men aldersspredningen går helt ned til purunge goth-chicks iført sort makeup og matchende Doctor Martens.

Min egen forventning er blandet med en vis nervøsitet. Jeg har aldrig set bandet før – og de tre overlevende medlemmer, som deltager på denne turné, har allerede rundet de 70. Kan man overhovedet præstere en overbevisende postpunk-koncert i den alder?

DEVO udspringer af en af USAs største traumer: Demonstrationerne på Kent State University, hvor fire ubevæbnede studenter blev dræbt af Ohios nationalgarde. To af disse var personlige venner af den unge Gerald Casale. Og sammen med sin medstuderende Mark Mothersbaugh prøvede han at sætte ord på oplevelsen. Resultatet blev et ironisk koncept, som fremover blev DEVOs manifest: De-evolution – den menneskelige race var simpelthen holdt op med at udvikle sig, og fra nu af ville den kun gå tilbage.

Bandet DEVO blev dannet i 1973 for at sætte lyd på den bizarre teori – og de var postpunk, inden punken overhovedet eksisterede. Rytmikken var kantet, de skrattende guitarriff så skæve, at de nærmede sig det atonale, og synthesizerne spillede ikke melodier med en let futurisk klang – de lød præcis som de maskinelle, elektroniske kredsløb, de i virkeligheden var. Og henover det hele blev de gådefulde tekster leveret i et opkørt, eksalteret tonefald. Har man først én gang hørt deres stift dehumaniserede version af Rolling Stones’ ellers så sexede “Satisfaction”, så glemmer man den aldrig igen.

Med deres unifomerede look og robotagtige bevægelser havde DEVO udtrykket på plads fra starten. Der går en lige linje fra dem til danske Kliché (og ja, indrømmet – Det Neodepressionistiske Danseorkester) – men hvad var egentlig meningen? Snart syntes de at proklamere – og hylde – deres selvopfundne “de-evolution”, snart spiddede den den amerikanske hverdag med skarp samfundskritik. Hvor satire traditionelt har en klart defineret pointe, er DEVO snarere et troldspejl, der vrænger hensynsløst af hele den menneskelige eksistens – fra opbyggelig, positiv tænkning (“Whip It”) over genetiske defekter (“Mongoloid”) til spirende, ungdommelig seksualitet (“Smart Patrol”). Og “The Day My Baby Gave Me A Surprize” er enten en lalleglad sang om en barnefødsel – eller noget langt mere ildevarslende.

Baseret på DEVOs ry som såvel ægte originaler som gedigent liveband blev deres debutalbum produceret af ikonet Brian Eno (faktisk havde selveste David Bowie også været på tale som producer). Pladen med den drilagtige titel “Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!” (1978) rummer bl.a. bandets programerklæring “Jocko Homo”, som allerede indgik i deres selvfinansierede kunstvideo “The Truth about De-evolution” (1976). Bandet havde nu fundet sin klassiske besætning: Stifterne Gerald Casale og Mark Mothersbaugh, disses brødre Bob Mothersbaugh (Bob 1) og Bob Casale (Bob 2) samt den finurligt kreative trommeslager Allan Myers.

I starten af 80erne faldt jeg over et sært albumcover i en pladebutik i Odense. Fem mænd stod på rad og række i plastuniformer med røde geometriske lampeskærme på hovederne. “Freedom of Choice” (1980) – deres tredje album – blev mit første møde med DEVO. På dette tidspunkt var den skurrende punk-energi afløst af en mere poleret produktion, og bandet spillede strammere og mere maskinelt end før – et nyt musikalsk billede på den umenneskeliggørelse, deres tekster stadig kredsede om: “The beginning was the end/Of everything now/The ape regards his tail/He’s stuck on it/Repeats until he fails/Half a goon and half a god/A man’s not made of steel” synger de fx. i “Gates of Steel”.

“Freedom of Choice” kastede til alles undren DEVOs eneste større hit “Whip It” af sig, men efter et par albums mere var gassen gået af ballonen – og den ungdommelige desperation druknede efterhånden i selvparodierende gentagelser af forudsigelig robotpop.

Trommeslageren Alan Myers forlod forståeligt nok projektet i 1986 (og døde desværre i 2013), og bandet gik på hold i 1991. Efter et par genforeninger udsendte bandet endelig det overraskende veloplagte “Something for Everybody” i 2010. Nogle år senere blev den oprindelige besætning dog yderligere decimeret ved Bob Casales pludselige død i 2014.  Men i 2023 – i 50-året for stiftelsen af bandet – drog de tre overlevende medlemmer – suppleret af to velvalgte standins – så ud på deres “50 Years of DEVO”-turné.

Og stående der en lun augustaften i gården i Zitadelle Spandau går det op for mig, hvor meget dette band – som jeg aldrig før har oplevet live – har betydet for mig og min egen musikalske udvikling gennem de forgangne årtier: Kombinationen af skæve eksperimenter og iørefaldende hooklines, at lade synthesizerens maske falde og vise dens kolde, elektroniske indre – altsammen med det ene ben i rocken og det andet i en nærmest monoman minimalisme.

Efter en drillende video, hvor en irriterende musikdirektør brokker sig over dette latterligt kompromisløse orkester, som bare ikke kan finde ud af at blive kommercielle, går DEVO på scenen. Mark Mothersbaugh er blevet en ældre, sat herre, hvis sangstemme lige skal varmes op, før han når fortidens eksalterede højder. Men de mange årtier på landevejen fornægter sig ikke: Udtrykket er ren, rebelsk energi – og 75-årige Gerald Casale danser sin letbenede sprællemandsdans som for 50 år siden.

Det ene klassiske DEVO-nummer efter det andet sparkes veloplagt ud over scenekanten. Der hoppes i kronologien, men publikum genkender alle sange, synger med og jubler. Og ansigt til ansigt med de overlevende pionerer går det op for mig, at det her er en koncert, jeg umuligt kan forholde mig objektivt til. Jeg kan bare give mig hen i den ukritiske hyldeststemning, anerkende den rolle, de har spillet i mit liv – og opmuntres af, at de stadig lever og har deres energi intakt.

Mark Mothersbaugh kommer ind, formummet som den uhyggelige babydukke Booji Boy – og synger den sarkastiske “Beautiful World” som slutsang, inden bandet takker af med løftet om at se os igen til deres 100-års turné i 2073. Ikke engang deres alder og uafvendelige død tager de alvorligt. Men hvis de gjorde det, ville de jo også bare være mennesker – og ikke DEVO.

Jeg kører hjem fra Zitadelle Spandau i et U-Bahn-tog fyldt med glade berlinere.

Og usædvanligt mange af dem har røde lampeskærme på hovederne.