Verdens værste genre – Benjamin Labatut: “Når vi ikke længere forstår verden”

Benjamin Labatuts “Når vi ikke længere forstår verden” er den mest irriterende bog, jeg længe har læst.

Og bemærk, at jeg siger “irriterende” og ikke “dårlig”. Havde det været en ubehjælpsom scandi-noir-krimi, havde jeg læst tyve sider og smidt den i skrotbunken. Men denne læste jeg faktisk fra ende til anden – og det ærgrer mig, at jeg virkelig ikke kunne lide den.

For Labatuts ærinde er spændende nok: I fiktionaliseret form vil han fortælle om det tyvende århundredes mest banebrydende opdagelser inden for matematik og (kvante)fysik – og om menneskene bag. Jeg var meget begejstret, da Julian Barnes gjorde et lignende greb i mesterværket “En verdenshistorie i 10 1/2 kapitel” (1989). Barnes tog nok afsæt i virkelige begivenheder – men fik sin bog til at fungere som ren og skær fiktion. Labatut sætter sig derimod et umuligt sted mellem faglitteratur og roman. Bogen insisterer på en høj grad af faktualitet, men fabulerer så meget, at jeg hele tiden blev distraheret af at prøve at gætte, hvornår den kammede over i regelret løgn.

Labatut vil forfærdelig gerne skrive stor litteratur, og “Når vi ikke længere forstår verden” er skrevet i lange, svungne sætninger med høj detaljeringsgrad og temmelig klodsede billeder (det er ingen ringere end forfatteren Peter Adolphsen, der står bag fordanskningen – så jeg formoder, at al klodsethed stammer fra Labatut selv).

Kvantefysik er så ubegribelig, at det virker nærliggende at tage poesien til hjælp. Det lykkes bare slet ikke i denne bog, hvor Labatut nærmere synes at danse akavet rundt om kernen i opdagelserne. Og som for at appellere til det brede publikum beskrives samtlige videnskabsmænd som kulørte karikaturer af excentriske tosser. Det kan selvfølgelig have en vis underholdningsværdi, men gør dem ikke lette at relatere til – og bidrager slet ikke til at sætte deres verdensomstyrtende indsigter i perspektiv.

“Når vi ikke længere forstår verden” fejler således både som faglitteratur og fiktion – og hvor ville jeg dog ønske, at den ikke gjorde!