Underbevidsthedens budbringer – ved David Lynchs død

Da Twin Peaks-feberen rasede i start-90erne, dukkede David Lynchs særprægede krimi også op i animationsserien The Simpsons. Den tungnemme Homer Simpson sidder foran sit TV, hvor en kæmpe danser med en hest til foruroligende jazz midt i en skov. “Fantastisk!” siger Homer og klukler. “Jeg aner ikke, hvad der foregår.”

Parodien opsummerer egentlig meget godt det Lynchske paradoks: Vi lever midt i en underholdningskultur, der ellers synes at foretrække klare fortællinger og logisk dramaturgi. Så hvordan kunne David Lynch insistere på det mystiske og uigennemtrængelige – og alligevel opnå en nærmest folkelig popularitet? Dette skrives dagen efter, at Lynch døde – og alle mine sociale medier oversvømmes af vidnesbyrd om den unikke filmskabers betydning for tusindvis af mennesker.

Stemningen i Lynchs film beskrives ofte som “drømmeagtig” – og Roy Orbisons “In Dreams” spiller da også en central rolle i mesterværket Blue Velvet. Vores drømme er ofte uforståelige for os selv, og følger sjældent traditionelle logiske narrator. Og alligevel taler Lynchs drømmeagtige visioner direkte til noget i de fleste af os. Vi tilbringer alle flere timer hver nat i drømmenes verden. Så selv om vi sjældent husker drømmene i detaljer, er deres gådefulde grundtone en velkendt del af vores verdensbillede. Og Lynch mestrede kunsten at antyde et skred i retning af det uvirkelige – lige netop nok til, at vi alle genkendte det fra vores drømme.

Faktisk er det sjældent, at egentlige drømme bliver præsenteret som sådan i Lynchs værk. Derimod befinder hans personer sig ofte i en udefinérbar mellemtilstand mellem drøm og virkelighed – og vi som tilskuere udfordres på vores evne til at følge de ofte labyrintiske fortællinger. TV-Krimien Twin Peaks eksploderer jævnligt i hallucinationer og alternative virkeligheder. Lost Highway knækker over midtvejs, da hovedpersonen uforklarlig muterer til en helt anden. I Mulholland Drive viser en stor del af fortællingen sig måske at være hovedpersonens (ønskedrøm). Og selv om The Elephant Man er en relativt tradionel skildring af en usædvanlig menneskeskæbne, og Blue Velvet en film noir om seksualitetens mørkeste sider, så udspiller begge sig i en foruroligende stemning af uvirkelighed.

Privat brugte Lynch Transcendental Meditation – en simpel meditationsteknik, som desværre formidles via en usympatisk pengemaskine. Ud fra Lynchs beskrivelser hensatte teknikken ham i noget, der minder om den hypnagogiske tilstand – stadiet mellem vågentilstand og drøm – eller den såkaldte “lucid dreaming”. Oplevelser, hvor menneskets bevidsthed får mulighed for et blik ned i underbevidstheden, og som Lynch brugte som inspiration til sine værker.

Jeg har selv beskæftiget mig med kreativt arbejde det meste af mit liv. Og gennem årene har jeg lært, at den virkelige inspiration ikke er fornuftsstyret – eller for den sags skyld overhovedet giver mening. De bedste virker udspringer af idéer, som på uforklarlig vis dukker op fra den underbevidsthed, vi til daglig ikke har adgang til.

Den underbevidsthed, som ved David Lynchs død mistede én af sine vigtigste budbringere.