Problemet med Laibach

Laibach er et koncept.

Andre lignende udøvere af genren “støvler-og-skrårem-industrial” (med de kommercielt spiselige Rammstein i front) krydrer deres pseudo-fascistoide udtryk med et passende mål ironisk distance. Men Laibach har aldrig været til at slå et smil af – de nægter at lege med dystopier og alternative virkeligheder – men insisterer på, at den moderne verden er præcis lige så ubarmhjertig og ensrettet, som de skildrer den.

Laibach er et koncept, og derfor var det netop en genistreg, da den Morten Traavik arrangerede Laibachs optræden i “verdens mest lukkede land” (og virkelige diktatur) Nordkorea. Vi andre forkælede vesterlændinge kan kun gisne om, hvordan nordkoreanerne har oplevet en Laibach-koncert.

Laibach er et koncept, og musikkenn er kun en af byggeklodserne i den samlede helhed. Derfor er den nødt til at kommunikere enkle og umiddelbart forståelige signaler: Marchtrommer, benhårde elektroniske beats og anråbende kor – naturligvis anført af Milan Fras’ ikoniske, raspende basvokal. Selv når Laibach inddrager ny elementer som det indledende stykke glitch-electronica eller de i øvrigt fremragende avantgardistiske klaversoli, fremstår selv de også bare som ny byggeklodser med prædefineret signalværdi – ikke som udforskning af nyt musikalsk territorium.

Nordkoreanerne fik præsenteret Laibachs (utvivlsomt foruroligende) versioner af traditionelle koreanske sange. Ved deres koncert i København havde de udeladt disse numre – men det slovenske ensemble indledte i stedet med at synge på norsk! Et lille potpourri af sange fra Griegs ufuldendte opera “Olav Tryggvason”, hvor skandinavisk vikinge-storhed og patriotisk historiebevidsthed blev pustet op til Laibachs velkendte fascistoide udtryk. Der fik vi danskere sgu en ordentlig én på sammenhængskraften!

Et højdepunkt var flygtninge-sangen “Now You Will Pay”, som udmaler et hjælpeløst vesten, overrendt af hærgende, barbariske horder fra øst. Her viste Laibach styrken i sin udistancerede tilgang – for naturligvis er sangen en grotesk parodi på højrenationalistisk propaganda. Men netop ved at fremføre den helt uden glimt i øjet lod den faktisk en ægte, truende uhygge hænge i luften.

Det hypede sæt af sange fra “The Sound of Music” var kort og egentlig musikalsk forudsigeligt. Selvfølgelig kan man udsætte et hvilket som helst popnummer for Laibach-behandlingen og derved udstyre det med fascistoide undertoner. Det beviser bare ikke, om disse undertoner fandtes i materialet i forvejen. Her løftede Laibachs visuals dog sangene ved at kontrastere Rodgers & Hammerstein’s naive optimisme med billeder fra både de vestlige forbrugersamfund og styrets syntetiske billeder af det lykkelige nordkoreanske samfund. På den måde blev “My Favourite Things” faktisk et befriende humoristisk indslag.

Laibach er et koncept – og desværre et ret firkantet ét af slagsen. Men en sjælden gang letter de faktisk en kende på deres egen spændetrøje og producerer et både æstetisk smukt og reelt gådefuldt værk som “The Whistleblowers”, som måske i virkeligheden var aftenens bedste sang.

Laibach er et koncept. Konceptet holder på imponerende vis. Musikken skuffer en kende.

(Tak til Kristine Haffgaard, som bidrog til indeværende blog ved at genkende “Olav Tryggvason”)