At beskrive det ubeskrivelige – “Moonage Daydream”

Musikikonet David Bowie (1947–2016) var en ægte ener. Men ironisk nok svær at beskrive uden at forfalde til tyndslidte klichéer om “kamelæonen”, der “genopfandt sig selv”.

Det er derfor befriende, at Brett Morgens Bowie-film “Moonage Daydream” ikke benytter sig af en belærende, pædagogisk fortællerstemme, men vælger at præsentere Bowies liv og værk i en fragmenteret, impressionistisk form. Spørgsmålet er så, om det gør resultatet bedre.

Det kommer naturligvis an på, hvad man vil have ud af filmen. En Bowie-“dokumentar” (bemærk anførselstegnene) vil altid være skabt af fans for fans – og de hagiografiske overtoner hænger derfor tungt over filmen.

Men bortset fra det: Materialet er overvældende og er tydeligvis stykket sammen med netop det formål: At overvælde seeren. Liveoptagelser fra hele Bowies karriere blandes med interviewklip, private optagelser – og en kalejdoskopisk vrimmel af found footage, der skal illustrere Bowies uendeligt mange inspirationskilder.

Der er en form for løs kronologi i fortællingen, der spænder fra Ziggy Stardust over USA og Berlin til Let’s Dance. Men – der klippes lige så meget på kryds og tværs i tid. En vellykket sekvens viser fx. en moden Bowie, der fremfører sit gamle hit “Space Oddity” – hvorfra der klippes tilbage til den unge mand, der synger den som en nyskrevet sang.

Den ukronologiske tilgang har af og til held med at lukke op for skjulte sammenhænge. Men den slører desværre i en vis grad den meget omtalte udvikling i Bowies værk. Han kommer til at fremstå som én kunstner, der gradvist fandt frem til sit udtryk. De mange personligheder, han iførte sig, kommer til at fremstå som overfladiske stiltræk – ikke som afspejlinger af den vilje til radikal genopfindelse, som var den egentlige ledetråd i Bowies kunstneriske virke.

Brett Morgen har brugt citater fra Bowies egen mund – sommetider i dialog med (navnløse) interviewere – som kommentarspor til filmen. Hans overvejelser om, hvad det egentlig vil sige at være kunstner – og hvad kreativitet egentlig er – er klart de bedste og mest gennemtænkte. Men desværre lider flere af citaterne under at være revet ud af en ukendt kontekst. Og mange kommer til at lyde som halvfordøjet, studentikos lommefilosofi – helt i modstrid med det begavede og belæste menneske, Bowie i virkeligheden var.

Musiksiden er derimod aldeles fremragende – og alene den gør filmen værd at se. Der er gravet dybt i arkiverne efter alternative versioner, og kendte numre er blevet gentænkt og remixet – ofte endda blandet på kryds og tværs af epoker. Selv inkarnerede Bowie-fans kan på denne måde sidde og genopdage hans musik fra nye vinkler.

Jeg blev ikke helt overbevist af “Moonage Daydream” som film. Men soundtracket har forlængst indskrevet sig som et af mine foretrukne Bowie-albums.