En julerejse i ølreolen

En julerejse i ølreolen

Danskerne elsker deres julebryg. Jeg er gammel nok til at huske en tid, hvor varianterne var ganske få – hvor de største bryggerier dominerede og et par lokale bryg var de eneste alternativer. Men i dag oversvømmes markedet som bekendt af en underskov af større og mindre bryggerier – og langt de fleste har også lyst til at give deres bud på en juleøl.

Nedenstående er kun et ganske lille og temmelig tilfældigt udvalg af de utallige julebryg, der findes på markedet i 2022. Udvælgelseskriterierne var ganske enkle: Alle øl er tilgængelige i almindelige danske supermarkeder – og alle til en overkommelig pris. Der findes et stort udvalg af smarte hipsterøl til astronomiske priser – men de er bevidst fravalgt her på siden.

Albani Luxus Julebryg (6,5%)

Fra min opvækst i Odense husker jeg de kaotiske scener, der udspillede sig, når Albani sendte deres julebryg – blandt venner kaldet “blålys” på markedet. Med sine 7% var den stærkere end næsten alle andre bryggeriers juleøl – og blev af samme grund senere suppleret med den noget alkoholsvagere “rødhætte”. Albanis Luxus Julebryg er en kende svagere og har ikke den overdrevne sødme som den gamle “blålys” – men desværre heller ikke så meget andet. En behagelig, men let forglemmelig julebryg.

Danevang Rudolf Økologisk (5,2%)

Jeg husker ikke tidligere at have smagt Danevangs produkter (brygget på det ellers glimrende Skanderborg Bryghus), men med Rudolf markerer de sig med et af de absolut særeste indslag i denne smagning. Med sine 5,2% er der knap nok tale om en guldøl, hvilket ikke i sig er et problem. Det er smagen derimod. En løjerlig blanding af gammelt rugbrød og flødekarameller – alt sammen mærkeligt nok uden særlig sødme. En juleøl, som umiddelbart ikke har meget med jul at gøre – og næsten heller ikke øl. Egner sig kun for de mest eventyrlystne.

Halsnæs Bryghus Jul på Valsen (6,4%)

Halsnæs Bryghus i Hundested er næsten altid en sikker leverandør af stilrene og velsmagende øl. Jeg er muligvis blevet ekstra positivt stemt ved at smage deres produkter direkte fra fad i deres egen restaurant, men med det forbehold er jeg stadig imponeret over deres Jul på Valsen. Bryghusets egen beskrivelse truer med alt fra “korn og nødder” til “abrikos, malt og appelsin”. Og jo – man kan godt smage hele juleregistret. Men heldigvis holdes det i skak af en fin humlebitterhed, så det undgår at blive sødt eller vammelt. En rigtig julebryg – men en virkelig afbalanceret én af slagsen.

Leffe de Noël (6,6%)

Modsat mange danske øldrikkere, er jeg aldrig faldet for de ofte lidt volsomme, næsten madagtige øltype fra Belgien. Men Leffes voldsomt skummende bud på en julebryg er både harmonisk og let drikkelig. Lakrids dukker op igen og igen i årets julebryg – hvor jeg ikke synes, den nødvendigvis har noget at gøre. Men i Leffe de Noël er det heldigvis kun en blid lakridsnote på en god bund af malt. Og den opvejes fint af en behagelig sødme, som aldrig bliver vammel. Øllen kommer i store 75 cl-flasker, hvilket egentlig er praktisk, da den egner sig glimrende til at drikke både før, under og efter et julemåltid. Men hold nu kæft, hvor den skummer!

Svaneke Julebryg (5,7%)

Jeg er ellers stor fan af det bornholmske Svaneke Bryghus, men denne juleøl var lidt af en skuffelse. Dens eneste markante træk var en lidt brændt smag, som ikke rigtig fik modspil af andet i dette overraskende karakterløse, nærmest vandede bryg.

Thisted Bryghus Christmas Bock (7%)

Ordene “Christmas” og “Bock” klinger ikke umiddelbart sammen. Med sin høje alkoholprocent (denne er på 7%) egner den sig ikke til at drikke gennem et helt måltid. Og bock-øllen tørre, let syrlige smag er meget langt fra det, vi forventer af en typisk dansk julebryg. Og dette eksperiment falder da heller ikke helt heldigt ud. Der er suppleret med en vis fyldighed og let sødme – men det overdøves af bock-smag og alkohol. Ikke en dårlig øl for bock-elskere – men ikke et oplagt bud til julebordet.

Ørbæk Jingle Bells Økologisk (7%)

Jingle Bells er en alkholstærk øl med sine 7%, men føles ikke voldsom under indtagelsen. Tværtimod er det en bemærkelsesværdigt velafbalanceret øl. Den har de noter af såvel krydderier og sødme, som man forventer sig af en juleøl – men ingen af delene får lov at kamme over. En meget vellykket øl – klart en af de bedste i feltet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*