En formiddag på Montmartre

Natten efter fredag d. 13. november vågner jeg i min seng på Montmartre. På Facebook ser jeg venner bekendtgøre, at de er “i god behold efter terrorangrebene i Paris”. Først aner jeg ikke, hvad de mener. Jeg ligger i en lejlighed mange kilometer fra angrebene og har simpelthen sovet fra det hele.

Om morgenen fortsætter Facebook-opdateringerne med de sædvanlige, forudsigelige sympati-tilkendegivelser og trikoloerede profilbilleder. Men også de desværre lige også pinligt nekrofile forsøg på at spænde de tragiske dødsfald for diverse politiske vogne.

Jeg går en morgentur på Montmartre. Bagerbutikkerne er åbne, og pariserne haster hjem med lange baguettes til morgenkaffen. Der spadseres, shoppes modetøj og ryges Gauloses. Måske stopper gamle venner op og snakker lidt længere, end de plejer. Som man jo gør, når der er exceptionelt nyt at diskutere.

Turisterne vrimler foran Sacré-Cœur, som om intet var hændt, og knipser selfies med Paris’ skyline i baggrunden. Og her ser jeg for første gang udstationeret militær. Roligt står de og svajer med hænderne på geværkolberne, mens de lavmælt diskuterer den sidste uges sportsresultater.

På vej op til lejligheden møder jeg en lille, gammel, parisisk dame. Det er vores udlejer. Hun ryster på hovedet og lægger hånden på hjertet.

“C’est triste,” siger hun. “C’est tres triste.