Duchamp’s overskæg – John Cale: “Music for a New Society / M:FANS”
Brian Eno kaldte ham “uberegnelig”. Når man får klistret det mærkat på sig af en kunstner, der har brugt meget af sit liv på at navigere i eksperimenter og tilfældigheder, så må man godt nok være speciel. Og det alternative rockikon John Cale har da også altid gået sine egne veje.
Allerede i alle musiknørders yndlingsband Velvet Underground brød han alle konventioner ved at skratte indædt på sin lidt rock’n’roll-agtige elektriske bratsch. Og i sin efterfølgende solokarriere har Cale efter behag udtrykt sig gennem orkestrale ballader, skånsesløs hård rock eller ny kompositionsmusik.
Men altid har han været en ferm sangskriver af den klassiske skole. Hvilket han ikke mindst viste på, hvad mange opfatter som hans hovedværk: “Music for a New Society” (1982). Dette er nok det tætteste, Cale er kommet på et tilgængeligt singer-songwriter-album – omend der stadig kredser sære lyde og ildevarslende effekter i rummet omkring roligt duvende arrangementer.
“Music for a New Society” har været out of print i en del år, men er netop blevet genudgivet. Her ville mange kunstnere vælge at pynte lidt på klassikeren med en digital remaster. Men den egensindige Cale har i stedet valgt at udgive hele to udgaver: Den oprindelige fra 1982 og en (næsten) komplet genindspilning.
Og på bedste Cale-maner er det naturligvis ikke bare en kosmetisk bearbejdning, men en aldeles respektløs genfortolkning af eget værk: Sangene er pillet fuldstændigt fra hinanden og omarrangeret, så mange af dem bogstaveligt talt er ukendelige ved første gennemlytning. Et nyt rytmisk drive – og et hårdt, mørkt og skurrende lydbillede – trækker ny mening ud af de gådefulde tekster. “Sabotage” kaldte Cale sit første live-album, og “M:FANS” er et vellykket stykke kreativ sabotage.
Men nyfortolkningen “M:FANS” udkommer naturligvis samtidig med genudgivelsen af “Music for a New Society” og kan købes som ét værk: Et usædvanlig dobbelt(selv)portræt, hvor det ene album spejler sig i det andet – med 34 års forsinkelse.
I 1919 malede kunstneren Marcel Duchamp (ham med tissekummen) overskæg på en reproduktion af Mona Lisa og udstillede den. Men personligt synes jeg, det var en større genistreg, da han i 1965 gentog værket i form af en umodificeret Mona Lisa-reproduktion – og kaldte den “shaved”: Den skamferede Mona Lisa var nu i den grad blevet en del af populærkulturen – og har man først én gang set den, vil Leonardos version for altid være “den uden overskæg”.
På samme måde har John Cale nu i den grad modificeret et af sine hovedværker, så originalen fremover kun kan høres med nyfortolkning i baghovedet. Og hvilken
Nye lyttere kan begynde her – både med og uden overskæg.
Skriv et svar