Det lille land, der forsvandt – “Beyond the Wall”

Der er noget fascinerende ved lande, der er ophørt med at eksistere. Og ikke mindst, når dette er sket i et naboland i ens egen levetid.

Katja Hoyers “Beyond the Wall” fortæller om DDR – det kortlivede forsøg på at skabe en socialistisk republik i østtyskland. Historikeren og journalisten Hoyer er selv født og opvokset i DDR og har interviewet et bredt udvalg af almindelige østtyskere om deres oplevelser i det lille, mærkelige land.

I vesten ses DDR oftest som endnu et eksempel i den lange række af socialistiske eksperimenter, der er endt som umenneskelige diktaturer. Og Hoyer har ikke mindst i Tyskland fået kritik for at ville nuancere denne fortælling. Men undervejs får hun faktisk fejet en del myter af banen.

For eksempel var det lidt overraskende for mig, at det ikke var Josef Stalin, der var arkitekten bag den østtyske betonkommunisme. Den ellers så tyranniske sovjetleder ønskede fra begyndelsen, at Østtyskland kun skulle være en midlertidig konstruktion, indtil Tyskland igen kunne blive genforenet. Den egentlige betonkommunist var DDRs første leder, Walter Ulbricht, som Hoyer ikke har mange positive ord at sige om. Sovjetunionen strammede først grebet om DDR i 1954, da Vesttyskland blev medlem af NATO (parallellen til Putins Rusland i 2024 ligger lige for).

Hoyer fremhæver igen og igen, at DDR var et “lille” land og derfor dybt afhængigt af omverdenens hjælp. Og hvor de allierede supplerede Vesttysklands økonomi med Marshallhjælp, så krævede Sovjetunionen til gengæld for sin støtte til det ny regime at modtage store summer i krigsskadeerstatning. Denne selvmodsigende konstruktion gjorde det svært for det faktisk hårdtarbejdende DDR at komme økonomisk på fode efter krigen.

Hele vejen gennem bogen bliver man mindet om, at de storpolitiske forviklinger (og dem var der mange af) ikke var det, der optog den almindelige DDR-borger. Efter verdenskrigens rædsler var det primære fokus at skabe et samfund, der kunne levere helt basale fornødenheder som mad, tøj og bolig. Mens stormagternes ledere kappedes om at definere den ny verdensorden, drømte millioner af østtyskere højest om bil, fjernsyn og køleskab – men også disse forbrugsgoder kunne de østtyske fabrikker efterhånden levere.

I vesten fokuserer vi forståeligt nok på sikkerhedspolitiet Stasis grusomme behandling af systemkritikere. Men det er værd at huske, at mange almindelige mennesker arbejdede hårdt for at genopbygge et velfungerende samfund. Den egentlige tragedie var, at leder som Ulbricht og senere Honecker isolerede sig i en drømmeverden af socialistiske visioner – helt ude af trit med deres befolknings virkelige behov, som det sås i den dramatiske folkeopstand den 17. juni 1953.

Opførelsen af Berlinmuren står for mange som det fysiske symbol på “jerntæppet” mellem øst og vest. Og Hoyer beretter udførligt om splittede familier og de mange østtyskere, der døde under flugtforsøg. Men ironisk nok havde muren den ønskede effekt: Den almindelige borger oplevede en stabilisering af samfundet, da den ødelæggende flugt af kvalificeret arbejdskraft mod vest ophørte.

Hoyer fremlægger også en del overraskende statistikker: Mens DDRs økonomi var lidt af en rutsjebanetur, så lykkedes det faktisk at skabe en stat, hvor for eksempel adgang til højere uddannelser og ligestilling mellem kønnene fuldstændig overhalede vesten.

Grundlæggelsen af den ny tyske forbundsrepublik 1990 beskrives i vesten som “genforeningen” – i Tyskland (ikke mindst i det tidligere øst) bruger man gerne det mere afdæmpede “die Wende” (forandringen). Mange tidligere østtyskere – herunder tidligere kansler Angela Merkel – oplever ikke, at DDR er blev forenet med sin vestlige nabo – men snarere opslugt og forsøgt skrevet ud af historien.

Katja Hoyers bog er et spændende og nuanceret forsøg på at give DDR sin historie tilbage.