Bowie’s genfærd i Jazzhouse: Rother, Lampe, Bargmann

Det er ikke helt fair. Neu!-guitaristen Michael Rother, trommeslageren Hans Lampe og rytmeguitaristen Franz Bargmann lagde ud med maksimal intensitet med Neu!s smukke klassiker “Neuschnee”. Originalens spæde orgeltema spillede Rother i stedet på sin boostede guitarlyd, så melodien steg mod loftet som en triumferende fanfare. Men min første tanke var: Bowie!

For godt nok var  formålet med Bowie’s meget omtalte Berlin-ophold netop at samarbejde med 70ernes ny, tyske bands (Neu!, Kraftwek, Tangerine Dream). Men i en tid før mobiltelefoner og telefonsvarere gik alle planer i vasken – og Bowie, Eno og Visconti måtte i stedet fremstille deres egen hjemmelavede kopi af de tyske forbilleder. Selv titlen på signatursangen “Heroes” er sandsynligvis tyvstjålet fra Neu!-nummeret “Hero”. “Talent borrows, genius steals”, som Oscar Wilde bemærkede.

Men det er ikke svært at forstå Bowie’s fascination af den tyske lyd. For Wirtschaftswunder-generationen havde vendt rockens æstetisk på hovedet: Hvor rytmen i engelsk og amerikansk blues-baseret rock blev drevet frem af skarpskårne guitar-riffs og synkoperinger, fik guitarerne nu i stedet lov at klinge i lange, stillestående lydflader – en sound, der trækker klare linier frem til 80ernes og 90ernes støjrock. Og musikken levede ikke på organisk “feel”, men blev pumpet frem af repetitive trommebeats så maskinelle, at de næsten tiggede og bad trommemaskinen om at blive opfundet (Neu!s foretrukne rytme fik da også navnet “Motorik”).

Og rocken blev aldrig den samme igen: Fra støjrock til electronica (og alle hybrider derimellem) har senere generationer kunne tolke videre på det paradoksale udtryk: På én gang stillestående og ubønhørligt fremadstormende.

Udlandet kaldte det håndligt for “Krautrock”, og det var dennes rene urlyd, der blev genskabt af Rothers power-trio på Jazzhouse. Rother selv betjente lead-guitar, keyboards og backingtracks, Franz Bargman huggede utrætteligt på rytmeguitaren. Desværre døde Neu!s legendariske trommeslager Klaus Dinger i 2008, men hans Neu!-kollega Hans Lampe bag trommerne drev musikken frem med det autentiske, maskinelle groove.

Med undtagelse af den smukt duvende “Seeland” forblev tempoet stort set i top hele aftenen. Og måske var det denne intensitet forklaringen på, at noget så niche-agtigt som monoton, instrumental rock uden megen harmonisk bevægelse eller traditionel struktur i den grad fik fat i publikum på et fyldt Jazzhouse.

For nok synes en musiknørd som jeg, at Krautrocken er relativt mere umiddelbart appellerende end så mange andre musikalske eksperimenter. Men at Neu!s kompromisløst monotont pumpende “Hallogallo” skulle fylde dansegulvet(!) på Jazzhouse(!) – nej, den havde jeg sgu ikke lige set komme.

Så nok var det et stykke musikhistorie, der kom lytteren i møde denne aften på Jazzhouse. Men det er også en lyd, der kommer til os på tværs af tidsaldre og trends – og for en stund sætter tiden i stå. “Für immer”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *