Bob Moog – den elektroniske musiks Onkel Morfar

Ingen rundsave på albuerne. Ydmyg til det selvudslettende og kun drevet af ønsket om at løse andres problemer bedst muligt. Alligevel var han både en succesrig forretningsmand og sågar en kultfigur. Sidste efterår mødte vi manden, der opfandt synthesizeren, Dr. Robert Moog. Jeg interviewede ham for Soundvenue i 2004. Han døde i august 2005, i en alder af 71 år.

Når man, som jeg, har beskæftiget sig med elektronisk musik i næsten 30 år, så har Dr. Robert Moog – opfinderen af den legendariske Moog-synthesizer – næsten samme status, som paven eller Dalai Lama har for de troende. På den anden side er det svært at føle megen ærefrygt for den trinde, hvidhårede, ældre herre, der træder ind i interviewlokalet og giver hånd.

Dr. Robert Moog er cirka ligeså skræmmende som den gamle morfar i en tysk tv-reklame for flødekarameller. Og hele interviewet igennem ytrer han sig med en så udsøgt blanding af beskedenhed og diplomati, at man næsten glemmer, at denne mand er en nøgleperson i vor tids musikhistorie.

Gør-det-selv
Det hele startede, mens Robert Moog voksede op i 40′ernes USA, hvor elektronik var en udbredt hobby blandt almindelige mennesker. Dengang bugnede bladkioskerne af elektronikblade med anvisninger på små apparater, man kunne bygge med ganske få komponenter. Sammen med sin far hyggede lille Robert sig med at lodde disse små tingester sammen, først til sig selv, siden til andre.

»Og det, jeg syntes var sjovest, var de apparater, der kunne lave lyde. I 1949, da jeg var 14, så jeg en artikel om, hvordan man bygger en theremin, som er et ret simpelt instrument at bygge selv«, forklarer Robert Moog.

»Jeg havde godt nok ingen teknisk baggrund, men jeg lærte en masse om elektronik og lyd. Og da jeg begyndte på high school, brugte jeg efterhånden al min fritid på at designe og bygge thereminer. Endelig i 1961 – mens jeg læste til ingeniør – skrev jeg en gør-det-selv-artikel om, hvordan man kunne bygge en theremin med transistorer«.

Electronics World satte artiklen på forsiden, og til sidst i artiklen skrev Robert Moog, at man kunne købe løsdelene hos R. E. Moog Company. Resultatet var, at han fik så mange bestillinger på theremin-byggesæt, at han måtte pjække fra skolen i et halvt år.

»Så jeg tænkte: »Jeg har skudt papegøjen!«. Jeg havde pludselig fået mulighed for leve af at lave noget, jeg virkelig kunne lide! Og den følelse havde jeg stadig, da jeg begyndte at bygge synthesizere«.

Elektronisk musik
Som Robert Moog selv fortæller det, var synthesizeren i virkeligheden ikke hans egen revolutionerende vision. De enkelte dele blev udviklet hen ad vejen – som svar på andre menneskers ønsker og behov.

»Ved en konference mødte jeg en musiklærer, som spurgte mig, om jeg vidste noget om elektronisk musik«, forklarer Robert Moog. »Elektronisk musik var dengang en beskæftigelse for indviede eksperimentalmusikere og foregik mest på de større universiteter. Det var folk som Pierre Schaeffer i Frankrig og Karlheinz Stockhausen i Köln, som arbejdede med primitive tonegeneratorer og lydbånd. Og den slags vidste jeg faktisk ikke ret meget om«.

Tonegeneratorer kunne kun frembringe statiske enkelttoner. Men musiklæreren, der havde fat i Robert Moog, var interesseret i lyde, der bevægede sig – ændrede sig over tid.

»Og da han beskrev de lyde for mig…«. Robert Moog afbryder sin fortælling med lyde som »wiuu«, »aæuw« og »bip-bup-bip-bup«, inden han fortsætter: »Fik jeg den idé at bruge spændingsstyrede kredsløb. Jeg byggede et par simple spændingsstyrede tonegeneratorer og forstærkere. Han hørte, hvad de kunne, optog lydene og klippede et stykke musik sammen. Og da hørte det, gik jeg bagover!«. Robert Moog ler igen.

»Det var begyndelsen«, fastslår han. »Det var sådan, jeg startede i synthesizer-branchen«.

Synthesizeren
Komponisten Vladimir Ussachevsky kom senere med flere ønsker til nye komponenter, som Robert Moog byggede, og delene blev til sidst samlet i den første egentlige Moog-synthesizer. Men selvom hans instrumenter blev så stor en succes, forbyder hans beskedenhed ham at tage æren for det.

»Teknologiens historie styres af to faktorer. For det første: Hvad kan lade sig gøre, hvis prisen er underordnet? For det andet: Hvad kan lade sig gøre så billigt, at man ikke behøver at tænke nærmere over det?«, forklarer Robert Moog.

»De første elektroniske instrumenter var konstrueret med vakuumrør, og det ville være meget svært at bygge spændingsstyrede instrumenter med rør. Det kunne derimod lade sig gøre med de transistorer, der kom senere. Og først, da der kom transistorer i god kvalitet til en ordentlig pris i midten af 60′erne, kunne jeg begynde at bygge synthesizerdele til kommerciel brug«.

Faktisk byggede andre firmaer som Roland og Korg snart endnu billigere modeller. Men Moog-synthesizeren blev stående som flagskibet blandt elektroniske instrumenter. Selv ser Robert Moog sig ikke som musiker. Han er så afgjort tekniker.

»Men jeg gør intet uden at tale med musikere først. Hvis jeg byggede racerbiler, ville jeg tale med racerkørere. Hvis jeg byggede fly, ville jeg tale med piloter. Jeg er ikke i stand til at forestille mig, hvordan instrumenterne bliver brugt. Men jeg kan tale med musikerne, og de kan forklare mig det i et sprog, som både de og jeg forstår«.

Nye lyde
»Vores første kunder var eksperimenterende musikere, som var interesserede i at skabe nye lyde. De næste var dem, der arbejdede med radio- og tv-reklamer. De er altid ude efter spøjse og opsigtsvækkende lyde og effekter. I slutningen af 60′erne havde folk så vænnet sig til synthesizerlyde via reklamerne. De havde måske aldrig hørt om Moog-synthesizeren, men de havde hørt lydene og forbandt dem med noget sødt og sjovt«, husker Robert Moog.

Men så udkom den måske mest skelsættende synthesizerplade nogensinde: Wendy (dengang – før hendes kønsskifteoperation – Walter) Carlos’ Bach-fortolkninger ‘Switched-on Bach’.

»Carlos fejede alt det søde og sjove af bordet og beviste, at teknologien var brugbar nok til at lave ‘rigtig’ musik med, og elektronisk musik blev meget populær. For i slutningen af 60′erne – i hvert fald i USA – kunne man sælge al slags musik. Folk var meget åbne for ny lyde«.

Var der ikke mange, der opfattede synthesizeren som en let og billig erstatning for ‘naturlige’ instrumenter?
Robert Moog trækker på skuldrene. »Lige fra starten var jeg mest interesseret i at skabe nye lyde, for det var det, mine kunder efterspurgte. Efter ‘Switched-on Bach’ blev nogen optaget af at bruge lyde, der var mere genkendelige, og mange talte om at imitere ‘rigtige’ instrumenter«.

»Men det kan man jo egentlig ikke«, konstaterer han tørt. »Det er to forskellige måder at frembringe lyd på«.

Bliver stadig overrasket
I dag hører man igen analoge synth-lyde alle vegne, og siden 90′erne er der mindst hundrede musikere, der har spurgt Robert Moog, om han ikke snart begyndte at producere Minimoogen igen.

»Det er ikke kun nostalgi efter den gamle lyd, selv om det selvfølgelig er en del af det. Men bare fordi instrumentet er over 30 år gammelt, betyder det jo ikke, at det ikke har mere at byde på«, forklarer synthesizerens ophavsmand, der stadig bliver overrasket over, hvad musikere kan få ud af den.

»Alle opdager noget nyt. Den dag i dag får musikere nye lyde ud af synthesizeren. De lærer sig at spille på den på nye måder og skaber nye klange og udtryk. Men er dens potentiale udnyttet? Nej, det er der ingen, der har. Jeg mener – vi ved jo slet ikke, hvad dens potentiale er«, siger Robert Moog og stråler ved tanken om at have skabt noget, der 30 år senere indeholder uudforskede muligheder.

Nutidige forsøg på at simulere analoge synthesizerlyde digitalt har ikke overbevist Robert Moog.

»Som vi alle ved, kan man simulere den analoge lyd op til et vist punkt. Men der er en forskel. Det er ligesom, hvis jeg byggede en violin af plastic. Jeg kunne da godt spille på den, og det ville sikkert ikke lyde så dårligt, hvis jeg var en rigtig dygtig violinist. Men det ville alligevel gøre en stor forskel. Den ville være meget sværere at spille på. Jeg har ikke noget imod digital teknologi, men jeg vender altid tilbage til den analoge«.

Jeg takker for interviewet og slukker for min minidisc. Pludselig er det, som om han har glemt alt om sin egen revolutionerende opfindelse. Han er helt optaget af minidiscen, studerer den nysgerrigt og spørger, hvad den har kostet. Allerhelst ville han sikkert flå den ud af hænderne på mig og pille den fra hinanden for at se, hvordan den er konstrueret.
Men det er han selvfølgelig alt for rar til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *