Verdenskrig, klagesang og skrot: Einstürzende Neubautens “Lament” i Koncerthuset

Vestberlin, 1980: Selv byens mest inkarnerede undergrundsmiljø får et moderat chok, da en gruppe tynde, sortklædte punkere giver deres første koncert. Sangene er desperate skrig og skrål, den øredøvende stæjmusik hamrer de frem på materialer, de har stjålet fra byens byggepladser.

København, 2015: Lyset dæmpes i DRs stilfulde koncertsal, og publikum klapper disciplineret, da først en strygekvartet, siden fem alvorlige mænd i sorte jakkesæt (og bare tæer) indtager scenen for at opføre deres koncept-værk om Første Verdenskrig.

Det er lidt mærkeligt at tænke på, at det er det samme orkester. Einstürzende Neubautens kantede og hjemmebyggede bud på eksperimentel, rytmisk musik er i dag en respekteret institution. Og i de 35 år, der nu er gået siden den aggressive begyndelse, har orkestret forfinet sit udtryk med mere melodiske og eftertænksomme nuancer – selv om de brutalt skramlende energiudladninger stadig er en del af repertoiret.

Einstürzende Neubautens egenartede lyd skabes i høj grad af deres arsenal af hjemmebyggede instrumenter, stadig oftest baseret på industrielle byggematerialer. Ikke mindst det store instrument af plastrør i forskellige længder – der både kan spilles med køller som en marimba og udstøde hæse orgeltoner, når det spilles med trykluft fra en af Neubatens uundværlige kompressorer.

Temaet for bestillingsværket “Lament” er et af Europas helt store traumer – “den store krig”, Første Verdenskrig. Den dystre historie formidles gennem et kaleidoskopisk udvalg af samtidige tekster og melodier. Blot at lytte til albummet er en smuk og afvekslende oplevelse. Men “Lament” er primært beregnet til live-opførelse, og i Koncerthuset så man hvorfor.

Neubauten har udviklet helt ny instrumenter til værket. Bassisten Alexander Hacke humper rundt på lydgivende krykker, der udsender såvel dybe trommelyde som raslende strengetoner. Det, der på albummet lyder som kirkeklokker, er i virkeligheden lyden tomme granathylstre, spillet med køller. Og det flamsksprogede “In de Loopgraaf” akkompagneres af bandets Ole Opfinder N.U. Unruh på en selvbygget zither med pigtråd som strenge.

Og gensynet med Neubauten mindede mig også om, hvor stor en rolle den visuelle performance spiller for oplevelsen. I den instrumentale intro “Kriegsmaschine” kaster instrumentalisterne rundt med skrot og skrammel i et langsomt, ildevarslende crescendo, mens den surmulende forsanger Blixa Bargeld fremviser sit krigsdigt på store, trykte skilte. Og i det gribende smukke titelnummer “Lament” skaber hele bandet en langsomt flukturerende dissonant akkord simpelthen ved syngende at træde frem og tilbage foran mikrofonerne.

“Lament”-sættet afsluttedes med den højstemt melodiske (gamle fans vil vrænge “poppede”) “How Did I Die?”, og Koncerthusets publikum kvitterede straks med stående ovationer. Ekstranumrene var endnu et par sange fra “Lament” samt et par nyere Neubauten-klassikere: “Let’s Do It A Dada” minder om orkestrets gæld til det tidligere 20. århundredes dada-bevægelse – eller måske snarere til den futuristiske komponist Russolo, der ville skabe en ny musik, befriet for traditionelle instrumenter og i stedet bestående af lyde, der afspejlede den moderne, industrielle verden. Og med den melankolsk duvende “Ich Gehe Jetzt” var koncerten forbi – til endnu en runde stående ovationer.

Einstürzende Neubaten har skabt deres helt egen niche i nutidens musikverden. Og “Lament” – og aftenens koncert – bekræftede deres position som medrivende live-orkester – og beviste, at de stadig er i stand til at skabe nye, relevante værker.

Einstürzende Neubauten: “How Did I Die?” fra “Lament”

Einstürzende Neubatens officielle website

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *