Scopitone: Musikvideoens bedstefar

De fleste moderne mennesker forestiller sig, at musikvideoen som genre tog sin begyndelse i 80erne, tog fart ved fremkomsten af MTV – og i det mindste var tæt knyttet til videobåndet.

Men musikvideoen havde faktisk en spøjs forfader ved navn Scopitone – og den er et ganske charmerende bekendtskab.

De første Scopitone-maskiner så dagens lys i Frankrig i slutningen af 50erne og gjorde deres indtog på barer og natklubber. Scopitonen var noget af et skrummel – på størrelse med et køle-fryseskab – og øverst tronede det, det hele drejede sig om: Projektionsskærmen.

For hvor man på den traditionelle jukebox kunne vælge mellem et udvalg af vinylsingler, var Scopitonen ladet med små 16 mm-film. Så ikke blot kunne man høre tidens hits – man så kunstnerne selv fremføre dem – 20 år inden MTV.

En af de første Scopitones fra 1958 var Serge Gainsbourgs gennembrudshit “Le poinçonneur des Lilas” (filmet on location på Metro-stationen Porte des Lilas).

Gradvist bredte Scopitone-maskinerne sig fra Frankrig til resten af Europa og USA – og man begyndte at producere film med lokale stjerner. Men her slog det ny format ikke rigtig an blandt de største navne, så Scopitone forblev først og fremmest et fransk fænomen. Derfor er filmene i dag bl.a. en storartet kilde til tresserfænomenet Yé-yé, hvor purunge piger sang britisk inspireret popmusik (navnet var en fransk forvanskning af Beatles og andre gruppers gentagne brug af “yeah yeah” i deres tekster).

Set med nutidens øjne er Scopitone-film oftest storslåede opvisninger af ren kitsch. Dels er de naturligvis præget af den tid, de blev produceret i. Og i de tidlige tressere var farverne grelle, og det var endnu ikke politisk ukorrekt stort set kun at skildre kvinder som storsmilende skønhedsdronninger, der dansede æggende rundt i små bikinier.

Og dels er det ret tydeligt, at budgetterne har været små. Ofte står der blot en solist eller orkester og synger i et studie. Og når er der endelig et egentligt “koncept” i spil, kan det ikke have fyldt meget mere end et par linier: “Procol Harum går rundt i noget græs. Der er en kirke i baggrunden”.

Scopitonens popularitet var kort. Konceptet var umoderne allerede i slutningen af tresserne, og den sidste film til formatet blev indspillet i 1978 – hvor et nyt medie så også stille og roligt gjorde klar til at tage over.

Men formatet er ikke blevet glemt. Scopitone-aficionados har omhyggeligt udarbejdet online-fortegnelser over samtlige film, der er udgivet Scopitone-opsamlings-DVDer med forskellige temaer. Og savner man lidt uforpligtende underholdning en søndag eftermiddag, er en søgning på “Scopitone” på YouTube ikke noget dårligt bud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *