Rüya Gemüse Kebap

2. juledag var der slet ikke kø på den ellers meget hypede Rüya Gemüse Kebab.

Og for lige først at afklare sprogforbistringen: Nej, det er ikke noget veganer-joint – deres Gemüse Kebab er propfuld af kyllingekød. Men man bliver da spurgt, om man foretrækker den vegetarisk.

Konceptet ligger tæt op ad den endnu mere hypede Mustafas (den med en halv times ventetid i køen ned ad Mehringdamm), men Rüyas har sin egen karakter: En smagfuld blanding af kyllingekebab, grillede og friske grøntsager, samt udvalgte friske krydderier. Fyldet er så varieret, at hver mundfuld smager lige lidt anderledes end den forrige.

Kvaliteten er klart på højde med Mustafas. Hvad man så foretrækker, er en nok smagssag – men beliggenheden spiller også ind: Hvis man gider vente en halv time, er Mustafas beliggenhed på Mehringdamm nok en kende mere charmerende. Men hvis man er på pilgrimsfærd for at “se, hvor Bowie boede”, ligger Rüya faktisk meget belejligt.

Rüya Gemüse Kebab
Hauptstr. 133
10827 Berlin-Schöneberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *