Mange læser Helle Helles værk som en slags socialrealisme – men jeg ser det som en udforskning af sproget: Høj- og lavstatussprog, der tørner sammen i daglig tale – og fejler spektakulært, når de social akavede karakterer prøver at kommunikere.
Hvis nogen undrer sig over, hvorfor undertegnede har valgt at betjene det måske mest usexede instrument i et rockensemble – så blev jeg sgu nok særligt opmuntret af ham den flamboyante badass i læderbukserne, som smed rundt med orgler og spillede endeløse, udflippede soloer på sin gigantiske modulære Moog. Så hermed et par personlige mindeord om Keith Emerson.
Under titlen “M:FANS” har John Cale respektløst genfortolket – og kreativt saboteret – sit eget hovedværk “Music for a New Society”.
Laibach er et koncept. Konceptet holder på imponerende vis. Musikken skuffer en kende.
Rüyas koncept ligger tæt op ad den endnu mere hypede Mustafas, men har sin egen karakter.
Natten efter fredag d. 13. november 2015 vågner jeg i min seng på Montmartre. På Facebook ser jeg, at venner bekendtgøre, at de er “i god behold efter terrorangrebene i Paris”. Først aner jeg ikke, hvad de mener.
Michael Rother, Hans Lampe og Franz Bargmann fyldte Jazzhouse med tidløs og umiddelbart appellerende Krautrock.
Einstürzende Neubautens kantede og hjemmebyggede bud på eksperimentel, rytmisk musik er i dag en respekteret institution. Og i de 35 år, der nu er gået siden den aggressive begyndelse, har orkestret forfinet sit udtryk med mere melodiske og eftertænksomme nuancer.
I debatten om Charlie Hebdo bliver der hele tiden henvist til ytringsfriheden som en af de demokratiske frihedsrettigheder – og til disse rettigheders baggrund i oplysningstiden. Men vi skal faktisk helt tilbage til det antikke Grækenland for at finde noget, der ligner.
Efter den fremragende FFS-koncert i Tivolis koncertsal forleden gik jeg på jagt i Sparks-arkiverne. Jeg kan ikke huske, hvor det var, jeg hørte noget om en Ingmar Bergman-opera. Men den findes – og den er sgu ikke noget kedeligt bekendtskab.