Je suis Diogenes

En uformelig genstand står og fylder på den røde løber ved Cannes-festivalen. En sikkerhedsvagt er klar til slå alarm – det kunne jo være en bombe. Men hans kollega slår det hen: “Ah – det dér? Det er bare Catherine Deneuve…”

Sådan så forsiden af det navnkundige satireblad Charlie Hebdo ud, sidst jeg var i Paris. Er det pænt således at håne et forhenværende sexsymbol, fordi alderen så småt er ved at indhente hende? Selvfølgelig ikke. Er det morsomt? Det vil jo altid være en smagssag. Er det respektløst? Også i dén grad!

Charlie Hebdo kom på alles læber efter det tragiske angreb for godt et år siden, hvor de fleste af bladets tegnere blev likvideret ved et religiøst motiveret attentat. Efterfølgende blev bladet lidt uventet en slags symbol på ytringsfriheden. Og den ene Facebook-profil efter den anden flashede “Je suis Charlie”-stickers ad nauseam. Pudsigt nok var det især dele af den danske højrefløj, som syntes i forbavsende grad at have forelsket sig i det ubarmhjertigt venstre-anarkistiske magasin.

For nylig er Charlie Hebdo så igen dukket op i de danske medier med den groft provokerende forside, hvor det ikoniske druknede flygtningebarn sammenstilles med en grinende McDonalds-klovn med tilbud på happy meal.

Ja, det er aldeles grotesk – og helt klart værd at diskutere. Men desværre har stort set ingen fattet, hvad Charlie Hebdo egentlig er for et fænomen.

Måske er det, fordi man har med en fransk publikation at gøre – i hvert fald bliver der hele tiden henvist til ytringsfriheden som en af de demokratiske frihedsrettigheder – og til disse rettigheders baggrund i oplysningstiden. Det er bare svært at forestille sig, at oplysningstidens tænkere skulle have haft andet end en hovedrysten tilovers for Charlie Hebdos respektløse klovnerier.

Oplysningstiden var jo i bund og grund en fornuftens epoke, hvor der ikke var plads til uvederhæftigt pjat. Når alle ytringer skulle tillades, var det kun af hensyn til opbyggeligheden: Når Jonathan Swift foreslog, at de sultende irere på én gang skulle løse sult og overbefolkning ved simpelthen at æde deres egne børn (“A Modest Proposal”, 1729) var det et debatindlæg mod Benthamsk utilitarianisme (og den egentlig ret nutidige idé, at alle politiske problemer bedst afgjordes ved hjælp af et regneark). Og Voltaires egen sprudlende satiriske “Candide” var et målrettet opgør med filosoffens Leibniz’ desperate forsøg på at bevare et meningsfuldt gudsbegreb.

Når man (som regel) fandt sig i den slags provokerende udgivelser, var det kun, fordi de som led i en rationel debat mellem kloge mennesker kunne bidrage til at gøre samfundet bedre.

Nej, Charlie Hebdos åndelige forfædre er slet ikke oplysningstidens fornuftsstyrede (omend ofte skarpe) ræsonneren og debat. Vi skal faktisk tilbage til det antikke Grækenland for at finde noget, der ligner. Helt præcist til kynikerne.

I dag er ordet “kyniker” degenereret til at betegne en sortsynet og sarkastisk person. Men i det gamle Grækenland var kynikerne faktisk en filosofisk skole. Og endda en meget markant én af slagsen.

Den mest kendte af de kyniske filosoffer (omend nok primært fra vittighedstegninger) var Diogenes af Sinope – ham, der boede i en tønde. Kynikerne var nemlig i den grad på jagt efter en tilstand af autentisk væren, at de afviste alle det civiliserede samfunds normer. Og de gik vel at mærke ikke stille med det: Den kyniske filosof brugte alle midler for at ryste de pæne borgere ud af deres bevidstløse normalitet – om det så var at æde råt kød, at skide på gulvet eller parre sig i det offentlige rum (ordet “kyniker” nedstammer da også med en vis sandsynlighed fra det græske ord for “hund”).

Samme trang til potentielt samfundsomstyrtende provokationer ligger bag Charlie Hebdos satire. Den opmærksomme læser vil muligvis kunne finde en (ofte kompleks) politisk kommentar under overfladen. Men udgangspunktet er altid den kyniske vrængen, der sparker stolen væk under samfundets institutionelle pænhed – herunder vores hellige ko, den rationelt velovervejede debat.

Charlie Hebdo er først og fremmest ude på ballade. Og når de har været på spil, ligger der altid en lort på gulvtæppet.

Eller også er det bare Catherine Deneuve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *