Interview: New Order – stadig ikke helt mainstream?

New Order og deres legendariske pladeselskab Factory Records var en del af den oprindelige indie-bølge i 80’erne. I dag markeres deres nyeste udgivelse med veltilrettelagt promotion på luksushotel. De mange fejl, der var med til at skabe karriere, er glattet ud – også i lydbilledet. Men det er alligevel ikke rigtig mainstream.

Indtil i dag har selskabet vogtet over deres produkt, som var det en militær hemmelighed. Men her på værelse 101 får jeg og de andre småfrustrerede pressefolk så omsider lov at lytte til cd’en, der kører nonstop på et mini-anlæg.

Endnu en duknakket journalist i vindjakke bliver vist ind. Men da han retter sig op, genkender jeg manden, der ligner en sky udgave af skuespilleren Kyle McLachlan. Det er Stephen Morris – trommeslager i New Order. De andre journalister bliver hurtigt gennet ud af værelset. Stephen slukker sin cigaret og sukker dybt.

“Factory Records gjorde aldrig sådan noget her”, mumler han med tyk nordengelsk dialekt. “De promoverede ikke pladen. Vi spillede måske et par job og håbede så, at folk hørte om den. Men på et stort selskab gør man den slags promotion-ting”.

Han sætter sig ned og smiler træt. “Og nu i min høje alder kan jeg godt kan se en mening med det”.

Den helt forkerte måde
Inspireret af punkens ‘gør-det-selv’-filosofi udkom New Orders kompromisløse plader som henkastede affærer på et skrabet budget på Tony Wilson’s pladeselskab Factory Records. Men i dag er Manchester-drengene på det multinationale pladeselskab Warner.

“Da vi begyndte at spille, anede vi simpelthen ikke, hvad vi gjorde. Vi ville bare spille i band, fordi det virkede som en fed ting. Så alt, New Order måtte have udrettet, bunder i, at vi gjorde alting på den helt forkerte måde. Og en del af det skyldes vores samarbejde med Factory Records, der heller ikke anede, hvordan et pladeselskab skulle køres. Sammen begik vi nogle helt vidunderlige fejl”.

New Orders største hit, ‘Blue Monday’, findes for eksempel ikke på noget album. Og så var det en 12″ maxi-single, som ikke fandtes som en almindelig single til radioen. På samme måde ville bandet også have pladecovers, der var lige så anderledes som musikken.

“Det var i stedet for de dér covers med os selv på forsiden, som ny bands tradionelt får lavet. Og Factory Records opmuntrede os faktisk til at gøre den slags”, husker Stephen og griner lidt genert.

“Så hvis du gerne vil være ‘banebrydende’, så begynd uden at have den fjerneste anelse om, hvad du gør. Og find så din egen måde at gøre det på. I bakspejlet bliver den slags så ‘banebrydende’, selv om intet af det i virkeligheden var planlagt. Vi bliver kaldt ‘banebrydende’ i kraft af overlevelse – fordi vi stadig er her i dag. Hvis ikke vi var blevet ved, ville ingen kunne huske os”, mener Stephen, og forklarer, at naiviteten selvfølgelig ikke er nok.

“Sangskrivningen er man nødt til at tage ret seriøst. Heldigvis var vi gode til at skrive sange, og vi er kun blevet bedre i tidens løb. Vi ramte også en unik lyd – allerede i Joy Division. Vi lød ikke som nogen andre bands”.

Pistolen for panden
Stephen rejser sig og roder rundt mellem madresterne for at finde noget drikkeligt. Og trods New Orders berygtede smag for kemiske stimulanser beslutter han sig for en kildevand.

“Der var selvfølgelig også negative sider ved Factory,” fortsætter han. “Efterhånden kunne de kun finde ud af at bruge ens penge, og de gjorde det ikke engang særlig klogt! Vores sidste plade for dem – ‘Republic’ – blev nærmest indspillet med en pistol for panden. De håbede, vi kunne redde dem fra at gå fallit. Det skaber ikke ligefrem en god stemning. Desuden havde vi lige turneret USA i månedsvis og var alle sammen ret trætte af hinanden. Vi skulle nok aldrig have indspillet ‘Republic’ under de vilkår. Og da den var færdig, sagde vi også “Farvel””.

Bandets farvel til Factory Records blev også til et indbyrdes farvel. De fire medlemmer fik gang i sideprojekter som Electronic og Revenge, og der gik fem år, inden New Order kom på tale igen.

“Folk blev ved med at ringe til vores manager, Rob, for at spørge, om vi var gået i opløsning, eller om vi ville spille et job. Og Rob var træt af, at han ikke kunne svare, når de ligefrem stod med penge i hånden. Vi blev enige om at prøve at spille et par job, og det gik godt nok”.

Senere blev New Order bedt om at skrive et nummer til filmen ‘The Beach’. De skrev et par stykker og blev faktisk bare ved, indtil de havde alle numrene til deres roste comeback, ‘Get Ready’, fra 2001.

“Når man prøver at spille i andre bands, går det op for én, hvad New Order egentlig går ud på, fordi man oplever, hvad New Order ikke er. Jeg tror måske, sideprojekterne var en del af grunden til, at vi fandt sammen igen”, siger Stephen Morris.

Mere mainstream
New Order er nu klar med deres anden plade i bandets anden periode på toppen. Måske ikke toppen af hitlisterne, men langt fremme i bevidstheden på den betragtelige fanskare, der hænger på endnu. Men spørgsmålet er, om opholdet på et stort selskab trækker bandet i retning af at blive mere mainstream. Lyden af ‘Waiting for the Sirens Call’ er glat og radiovenlig – ikke kantet og kompromisløs som i Factory-dagene. Stephen slår ud med hånden.

“Jo, vi er nok mere mainstream i dag, end vi nogensinde har været, men jeg tror ikke, vi nogensinde bliver rigtig mainstream”. Han griner som en uartig skoledreng.

“Vi er for genstridige. Der er stadig visse ting, vi ikke vil gøre. Og når vi er vi nået så langt, som vi er, er der altså ikke nogen, der skal fortælle os, hvad slags numre, vi skal skrive”, forklarer trommeslageren.

“Det er et kompromis mellem, hvad man er nødt til at gøre for at promovere pladen, og hvad man selv bliver lykkelig af. Hvis pladeselskabet fortalte os, at vi skulle af sted på en fire måneders verdensturné, ville vi bare sige “You’re fuckin’ jokin’!”. Så på den måde er vi privilegerede. Vi kan styre så meget, som vi har lyst til at styre”.

En af pladeselskabets folk stikker hovedet ind og giver tegn. Fem minutter endnu. Stephen ser distræt på hende. “Skibe, der mødes i natten”, mumler han.

Men samtidig med, at New Order bliver mere mainstream, har flere yngre bands som Interpol, Elefant, ja sågar Gwen Stefani taget deres forbilleders tidlige lyd til sig.

“Det er da godt, at der nu kommer bands, som refererer til New Order og Joy Division som inspirationskilder. Jeg ved godt nok ikke, hvordan de har hørt om os – måske fra en eller anden dance-compilation? Men bare det, at vi har inspireret dem til at spille musik, er da fedt”.

“Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal jeg sige, når de kommer til os og beder om råd. Jeg ved kun, hvordan vi gjorde – og sådan kan man ikke gøre mere. Hvis vi var et nyt band og startede med den ‘bloody-minded’ attitude, vi har i dag, så ville selskaberne ikke have med os at gøre. Hvilket egentlig er en skam. Der burde være nogle steder ligesom Factory Records, der kunne tage unge bands ind og lade dem udvikle sig”, siger Stephen, inden han begynder at grine.

“Altså, bare nogle mere tjekkede steder end Factory Records”.

(Interviewet fandt sted i Manchester i forbindelse med udgivelsen af “Waiting for the Siren’s Call”. Bestilt af soundvenue.com, men vist aldrig trykt)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *