Hvem sagde “normal”?

Der er ét ord, jeg efterhånden er godt træt af. Et ord, som igen og igen dukker op i diverse debatter – og faktisk ofte anvendes af mennesker, hvis synspunkter jeg ellers sympatiserer med. Men et ord, hvis anklagende uklarhed og underliggende dagsorden fordrejer og vanskeliggør en fornuftig diskussion.

Ordet er “normalisere”.

Selvfølgelig kan ordet i visse sammenhænge bruges til noget fornuftigt – som en lidt mere præcis variant af “bagatellisere”. Fx. er det da uacceptabelt at tale mænds seksuelle overgreb mod kvinder ned med udglattende “boys will be boys”-retorik. Og hvis man vælger at kalde det for “normalisering”, så okay med mig.

Men ordet bruges desværre til meget andet end det – og det har kedelige konsekvenser for debatmiljøet. For hvad betyder ordet egentlig?

Når man bringer “normalisering” på banen, må meningen være følgende: Man anklager man sin modpart for at tage et unormalt fænomen op – men efterfølgende behandle det, som om det var normalt. Men i hvilken betydning af “normalt”?

Jeg har set debattører argumentere for, at man ikke må normalisere Dansk Folkeparti eller Donald Trump. Men her taler vi altså om politikere, som et endog meget stort antal mennesker støtter og stemmer på. Ergo handler det ikke om statistisk (deskriptiv) normalitet.

Ergo må der være tale om en moralsk (normativ) normalitet, og så bliver det for alvor speget. For hvem afgør, hvilke holdninger og hvilken adfærd, der er så uacceptabel, at den ligefrem skal stemples som “unormal”? New York Times fik fx. på puklen, da de skildrede en white supremacists hverdag – som om han (bortset fra sine yderliggående holdninger) var et ganske almindeligt menneske. Tænk engang! Men er det i ikke netop det, den demokratiske debat skal kunne? Lægge alle holdninger ud til diskussion – uden at skildre ophavsmændende som monstre eller “unormale”? Ja, er det i virkeligheden ikke undtagelserne og de ekstreme synspunkter, der har mest krav på at blive behandlet seriøst – og ikke bare affejet på forhånd?

For “normalisere” er ikke et neutralt ord. Når min modpart bringer det ind i debatten, er det pludselig mig, der er under anklage. Og jeg skal nu forsvare mig mod et sæt uskrevne regler for, hvad min modpart mener er normalt. Et sæt regler, jeg ikke nødvendigvis er enig i – måske end ikke er bekendt med – og som der sjældent er konsensus omkring. Og selv hvis der var: Det er vel netop konsensus – den til enhver tid fremherskende “offentlige mening” – der om noget har behov for at blive udfordret i debatten?

Ordet “normalisere” fordrejer den offentlige samtale ved at opstille kunstige grænser for, hvilke emner, det er tilladeligt at beskæftige sig med – ved at udgrænse visse synspunkter og adfærdsmønstre og stemple dem som uegnede til seriøs diskussion.

Efterhånden bliver det heldigvis opfattet som dårlig stil at trække “Hitlerkortet” eller “offerkortet”. Gid det samme ville ske med “normaliseringskortet”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *