FFS: Generationer mødes og spøjs popmusik opstår

Det længste nummer på FFS’ debutalbum (og et af de sjoveste) hedder “Collaborations Don’t Work” – en smuk illlustration af, hvad Sparks og Franz Ferdinand i hvert fald har kunnet enes on: Den eneste måde at fejre et ualmindelig vellykket samarbejde på er selvfølgelig at mane det selvironisk i jorden.

Få bands har i musikhistorien skabt en så enestående niche som 70er-ikonerne Sparks: En både hårdtpumpet og finurligt detaljeret cocktail af glam, pop og symfonisk rock – fremført (og uforglemmeligt brandet) af de to umage Mael-brødre: Den falsetsyngende pretty boy, krøltoppen Russell og den evigt skulende keyboardspiller Ron med Hitler-moustachen.

Franz Ferdinand fra Glasgow bragede ind på hitlisterne midt i 00erne med den provokerende single “Take Me Home”, der saboterede alle popformler ved pludselig at gå ned i tempo. Rockhistoriens nok bedst placerede ritardando endte så i det fandenivoldske guitarriff, der bankede nummeret fast i alle trendy musikelskeres øregange.

Mange rockbands legede i de år med at forene garagen og dansegulvet – men ingen ramte så stensikkert midt i som Franz Ferdinand: Aldrig har gruset skrattende guitarer og buldrende dagligstue-trommer leveret et så dansabelt groove, at selv hippe funk-puristers understel måtte overgive sig.

Efter debuten og en række hæderlige opfølgende hits, blev der dog gradvist længere mellem snapsene. Så hvor tronfølgeren Franz Ferdinand omkom med et brag for Gavrilo Princips kugler, kunne man frygte, at hans skotske navnefæller ville krepere med en mere Eliotsk klynken.

I hvert fald, hvis man (som jeg) ikke havde forudset “supergruppen” FFS – i anden række forbogstaverne i Franz Ferdinand og Sparks – men selvfølgelig primært den gængse forkortelse af “for fuck’s sake!”

Læser man musikblade, ville man åbenbart vide, at Franz Ferdinand længe har næret en svaghed for Sparks. Og sidstnævnte er aldrig veget tilbage for genreoverskridende samarbejdsprojekter – deres uventede opdatering af klassikeren “This Town Ain’t Big Enough for the Both of Us” i selskab med det rablende metal-band Faith No More var for eksempel overraskende vellykket.

Der er to mulige faldgruber i den slags projekter: Den selvudslettende konsensus, hvor alle forskelligheder glattes ud og produktet ender som et anonymt kompromis. Eller et stilistisk kaos, hvor referencer stritter i alle retninger uden at smelte sammen til sange.

Ingen af delene er tilfældet for FFS’ vedkommende – og jeg er tæt på at udnævne “supergruppen” til at være et match made in heaven.

FFS: “Johnny Delusional”

Der er hverken hugget hæle eller klippet tæer i den aldeles glimrende produktion, som spiller Franz Ferdinand’s ru garagerocklyd op ad Ron Mael’s gymnastiksalsklaver og lækre computerdrevne synthesizere. Og selv da jeg prøvede at afkode, hvilke melodier, der var typisk Sparks eller Alex Kapranos, måtte jeg til sidst kaste håndklædet i ringen. Og da indså jeg, at begge bands jo netop altid har udfoldet langt mere svungne, klassiske melodilinier end de fleste af deres kolleger.

Albummet lægger stærkt ud med den sørgmodigt dansable “Johnny Delusional” – hvis ulykkeligt forelskede hovedperson kun tør håbe, at “some may find me borderline attractive from afar”. Blandt de øvrige højdepunkter er “The Dictator’s Son” – mol-rugende og dog tampende disco med indlagte snubletråde – den vidunderligt skæve “The Man Without a Tan”, halsende over stok og sten i shuffle-takt – og ikke mindst “Piss Off”, der formår at være præcis så fandenivoldsk, som titlen lægger op til.

Det er selvfølgelig ikke kun en perlerække af hits. Af og til slår sangskriverrutinen og den laveste fællesnævner til og spytter lidt for kalkuleret repetitive refræner ud. Men tilbage står fornemmelsen af et inspireret og inspirerende møde mellem to generationer af talentfulde og egensindige pop-håndværkere. Og jeg har i hvert fald ikke fortrudt, at jeg købte billet til koncerten.

FFS’ officielle website
FFS spiller i Tivolis Koncertsal d. 10. september 2015

One thought on “FFS: Generationer mødes og spøjs popmusik opstår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *