En kæp i hjulet – om KODA og internet (1998)

Har musiklivets organisationer misforstået Internet? Og kommer det nu til at gå ud over de skabende kunstnere?

Jeg modtog fornylig en folder, afsendt af et bredt udvalg af musiklivets organisationer. Folderen informerer om brug af musik på Internet og hvilke afgifter, der skal betales i den anledning. Og reglerne er klare nok: Lægger man musik på nettet, skal man betale penge til rettighedshaverne – via disses organisationer, KODA og NCB. Op til 10 minutters musik koster 100 kr. om måneden, over 10 minutter koster 1000.

Humlen er, at disse regler gælder for alle. Hvilket medfører, at hvis en ung musikskaber præsenterer sig selv på Internet med mere end 10 minutters smagsprøver af sin egen musik på sin egen hjemmeside – så koster det vedkommende 12.000 kr. om året!

Organisationerne forsvarer sig med, at man kan have meget musik på nettet for 100 kr., men fx. i den klassiske genre er 10 minutter ikke meget for selv et enkelt værk! De kalder også betalingen for “symbolsk”, men 1000 kr. er stadig en pæn slat penge ud af SU, bistandshjælp eller dagpengesats.

Betale for egen musik
Og egentlig gider jeg slet ikke diskutere det. For rent bortset fra minuttal og kroner og øre finder jeg det absurd og principielt forkasteligt, at en kunstner overhovedet skal betale for sin egen musik – uden at have tjent penge på den! Og det ovenikøbet til den organisation, som skulle varetage kunstnerens egne interesser!

NCB har i parentes bemærket en storartet undtagelsesregel for promotionmaterialer: Man betaler ikke afgifter for de bånd og cd’er, man (og “man” er ofte kunstnerne selv) uddeler gratis som promotion. Det forekommer mig, at Internet ofte bruges på samme måde og i så fald burde omfattes af tilsvarende regler.

Væk med mellemmændene
Siden jeg luftede dette synspunkt, er jeg blevet beskyldt for at være imod afgifter på musik – både på Internet og i det hele taget. Som skabende kunstner og mangeårigt medlem af KODA ville det da være en tåbelig holdning at have. Og det er da kun ret og rimeligt, at musikbranchen, radiostationer og kommercielle websites skal lede noget af overskuddet tilbage til de kunstnere, hvis kreativitet de tjener penge på.

Men nu er det jo ikke særlig dyrt at have sin egen website – faktisk er det betydeligt billigere end at producere en CD – og derfor heller ikke kun forbeholdt pengestærke firmaer. Og for den ny generation af komponister og musikere er Internet et helt naturligt medie at præsentere sit arbejde i. Et medie, der giver kunstneren en enestående mulighed for direkte kontakt til sit publikum – udenom mellemmænd som pladeselskaber, managers og koncertarrangører. Vældig attraktivt – hvis ikke afgiftsreglerne skræmmer kunstnerne væk.

Jeg kan godt forstå, der skal betales afgift – hvis der er en omsætning. Men adgang til websites er i langt de fleste tilfælde gratis. Og uanset hvor mange gange brugeren vælger at høre en stump musik på nettet, ryger der ikke af den grund en øre tilbage til udbyderen. Tværtimod er en website som oftest en udgiftspost på reklamebudgettet – som så forhåbentlig øger salget af cd’er eller på anden måde gavner den skabende kunstner.

Jeg kan endda forstå, at de (stadig ret få) kommercielle websites, der tjener penge på annoncesalg, skal betale. Men skal der virkelig gælde de samme regler for den unge techno-nørd, som hverken vil eller kan få annoncører, og derfor skal betale afgifter for sin egen musik ud af sin egen lomme?

Skal monopoler behandle alle ens?
KODA’s Niels Bak forsvarer denne uretfærdighed med, at “KODA og NCB som faktiske monopoler er forpliget til at behandle alle ens”. Gudskelov, at Niels Bak ikke er skatteminister – så ville indkomstskatten vel være en fast årlig afgift, helt uafhængig af indkomstforhold. Og når NCB (som nævnt ovenfor) kan lave fleksible regler – hvorfor kan KODA så ikke?

Endvidere har Niels Bak forsikret mig og andre om, at i hvert fald nogle af pengene ledes tilbage til rettighedshaverne. Og hvis han kan garantere, at de i det mindste holdes skadesløse, vil alle mine indvendinger falde til jorden. Men med mit kendskab til KODAs almindelige (og ellers ganske rimelige) afregningstariffer må jeg sige, at hvis 11 minutters musik på en website skulle udløse blot noget, der ligner 12000 kr. om året – ja, så bliver Internet langt den mest indbringende måde at formidle musik på i Danmark!

Ellers ryger resten af pengene så i den store pulje, der fordeles mellem rettighedshaverne i forhold til, hvad der i øvrigt bliver spillet i “den virkelige verden”, dvs. radio/TV, koncerter osv. (så om ikke andet kan Aqua m.fl. da nyde godt af de famøse 12.000 kr. om året)

Niels Bak nævner også, at en mulig måde at omgå disse regler på, er simpelthen ikke at melde sig ind i KODA. Men kan komponisternes ophavsretsorganisation virkelig selv være tilfreds med et sæt regler, der er så klodsede, at direktøren indirekte må anbefale komponisterne ikke at melde sig ind?

Bare rolig: De unge skal under alle omstændigheder nok blive ved med at lave musik. Men når bureaukratiske regler rammer dem på pengepungen, kan de (desværre) komme i tvivl om, hvor vidt ophavsretsorganisationerne nu også beskytter deres rettigheder i nutidens virkelighed – og om de overhovedet har fattet, hvad Internet virkelig er for en fisk?

PS: Jeg har i det ovenstående ikke nævnt et ord om “pirater” – de, der laver digitalkopier af copyrightbeskyttede cd’er og lægger dem gratis på nettet. Selv om dette fænomen måske er det, der truer kunstnernes rettigheder mest, tvivler jeg faktisk på, at reglerne overhovedet er rettet imod piraterne. Deres virksomhed er allerede ulovlig og bliver hverken mere eller mindre kriminaliseret af en afgift. Og af samme grund er piraterne vant til at operere i det skjulte, og er i hvert fald slet ikke motiverede for den frivillige indberetning, som forsøgsordningen er baseret på.

(Oprindeligt offentliggjort på det hedengangne website cultur.com – nu videreført som søndagaften.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *