Danske musikeres forhold til Tangerine Dream, del 1: State of Mind.

State of Mind er pt. Kim Bonfils’ musikalske alter ego.
Kim Bonfils har været del af den danske musikscene i en årrække, blandt andet som del af Det Neodepressionistiske Danseorkester. I 2010 udgav han den 18 minutter lange suite, Why Can’t This Noise, der kombinerer mange vidtrangerende influenser, blandt andet Tangerine Dreams karakteristiske, syntetiske strygerlyd fra tiden omkring Force Majeure og Tangram. Som første deltager i en interviewserie, omhandlende danske musikeres forhold til Tangerine Dream, beder jeg State of Mind aka Bonfils fortælle lidt om sit forhold til Tangerine Dream.

Hvordan opdagede du Tangerine Dream, og hvordan var dit første indtryk?
Mit første bekendtskab må have været en gang midt i 70erne. Jeg husker i hvert fald at have købt Stratosfear, Force Majeure og Tangram – så én af dem må have været den første.

For det første kunne jeg godt lide det rent elektroniske lydbillede (som jo dengang stadig var lidt eksotisk). Og for det andet var det nok første gang, jeg hørte så konsekvent brug af sequencerspor i musik.

Både Kraftwerk (og Jean-Michel Jarre) brugte elektronikken til at skabe nye klange, men byggede stadig på traditionelle sangstrukturer med vers, omkvæd og mellemspil. Tangerine Dream valgte i stedet at arbejde på teknologiens dengang ret begrænsede præmisser. De tidlige analoge sequencere kunne ikke meget andet end at gentage et synth-riff i det uendelige. Og i stedet for at kæmpe imod denne begrænsning, brugte Tangerine Dream så den hypnotiske gentagelse som kompositorisk teknik.

Har du en yndlingsplade?
Jeg holder meget af nummeret “Thru Metamorphic Rocks” fra Force Majeure. Men hvis jeg skal lytte til et album fra ende til anden, vil jeg nok vælge Tangram – ikke mindst på grund af det fine lille noise-percussion-stykke midt på side ét.

Hvilket album købte du sidst, og hvornår var det?
Til brug for dette interview downloadede jeg for nylig et bokssæt med alle deres udgivelser på The Virgin Years 1974-1978. Jeg har ikke følt trang til at høre deres nyere udgivelser – der er så meget anden musik, jeg hellere vil følge med i.

Hvorledes kan man kan høre Tangerine Dream i din musik?
Der er en del ekkoer af Tangerine Dream i Why Can’t This Noise: Introen er bygget op omkring et repetitivt sequencer-spor. Og til den flydende midtersekvens med stillestående strygerklange brugte jeg bevidst Tangerine Dreams lydbilleder som inspiration.

Ellers hører man det mest i stykker uden rytmisk puls – som fx. “Overture” fra Importance of the Work at Hand eller mellemstykket i “Stay Where I Am” fra Miserabilism – igen mere eller mindre stillestående klangflader (ofte båret af strygerakkorder).

Og noise-percussion-stykket fra Tangram (som jeg nævnte før) har nok også været medvirkende til, at jeg den dag i dag bruger noise-percussion i en uendelighed.

Min tilbøjelighed til at skrive lidt for banale, poppede synth-temaer vil jeg ikke give Tangerine Dream skylden for…

I hvilke situationer lytter du til Tangerine Dream?
Det er ikke længere musik, jeg lytter koncentreret til, men jeg kan stadig finde på at have Tangerine Dream i hovedtelefonerne, når jeg arbejder – eller er ude at gå.

Hvad er det bedste ved Tangerine Dream?
Første gang, jeg så Tangerine Dream beskrevet som en slags new age-godfathers, studsede jeg faktisk en kende. Jeg kan selvfølgelig godt høre de uendelige, svævende klangflader. Men jeg har altid hæftet mig mest ved de mere funky aspekter af deres musik – som sequencersporet i “Thru Metamorphic Rocks”. Hvor Kraftwerk stod for en mere stiv og cool måde at spille elektronisk musik på, var der (til tider) noget mere “swing” i Tangerine Dream.

Og så har jeg meget respekt for melodirigdommen i deres musik. Genren lægger op til endeløse improvisationer, men Tangerine Dream har på klassisk vis komponeret det ene iørefaldende tema efter det andet.

Hvad er det værste ved Tangerine Dream?
Den melodirigdom, jeg nævner, har også en negativ side: Ofte er melodierne lidt for banale og behagesyge. Og i det hele taget kan musikken godt savne lidt kant.

Og så gjorde en af mine venner mig for nylig opmærksom på, hvor “cheesy” deres lydbillede sommetider er – i hvert fald når man hører det i dag: “Beach Theme” fra Thief lyder simpelthen som om det er indspillet på en tilfældig stak billige legetøjskeyboards.

Har Tangerine Dream overskredet sin eksistensberettigelse i 2012?
Det er et lidt stort og vanskeligt spørgsmål: For hvornår har et band “eksistensberettigelse”?

Ét kriterium er, at musik skal bryde grænser og afsøge nye territorier – og der falder Tangerine Dream vel igennem, fordi de langt fra er banebrydende længere.

Men kravet om musikalsk fornyelse er vel strengt taget også lidt begrænsende (og hipster-agtigt): Hvis en kunstner har fundet sin stil, kan vedkommende vel fortsætte med at producere kvalitet inden for samme genre? Tangerine Dream har et ret unikt udtryk – i en genre, de mere eller mindre selv har defineret. Så det er vel i princippet godt nok?

Medmindre selvfølgelig kreativiteten er udslukt og bandets produktion er blevet variationer over de samme klichéer. Men jeg kender faktisk ikke deres seneste udgivelser.

I det mindste udgiver de da stadig nyt – modsat Kraftwerk, som nu er reduceret til primært standins – som turnerer udelukkende med bandets bagkatalog. Der synes jeg måske, det begynder at nærme sig det meningsløse…

Har du oplevet Tangerine Dream i koncert?
Desværre ikke – det nærmeste jeg kom, da de var på toppen, var da Canterbury Cathedral-koncerten [Coventry Cathedral, red.] blev vist i dansk tv en gang i 70erne. En lidt skuffende oplevelse, fordi det tydeligt ses, at billedsiden er klippet helt uden sammenhæng med lydsiden.

Og i de seneste år, hvor jeg har boet delvist i Berlin, har jeg aldrig været i byen, når de spillede. Ellers ville jeg sikkert have givet dem en chance.

Er der fundament for en Tangerine Dream koncert i Danmark?
Jeg har slet ingen fornemmelse af, hvor mange eller hvor få Tangerine Dream-fans, der er i Danmark.

Selv ville jeg måske nok dukke op – mest for at opleve stemningen.

Men jeg er er lidt i tvivl: Ofte er der et alt for stort element af nostalgi i det med at høre “gamle bands” live i dag. Det er, som om man prøver at reproducere nogle oplevelser fra en helt anden tid, hvor de faktiskvar hotte og banebrydende. Ja, hvad enten man selv har oplevet den tid eller ej, så er det vel i virkeligheden selve fortiden, man prøver at vække til live igen.

Og det kan selvfølgelig kun ende i enten selvbedrag eller skuffelse…

(Interview givet til Jacob Pertous Tangerine Dream-blog tangerinedream.pertou.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *