Club Transmediale – synthpoppens grand old man

Mandag aften var Maria am Ostbahnhof i det gamle Østberlin fyldt til randen af forventningsfulde elektropopfans. De fleste var sandsynligvis kommet for at se giraffen – synthpoppens grand old man, Jean-Jacques Perrey, som helt tilbage i 50′erne skabte en revolutionerende fusion af easy listening og elektronisk musik.

Aftenen var opkaldt efter Perreys seneste cd ‘The Happy Electropop Music Machine’ og allerede første navn på scenen – tyske Candie Hank – lagde stilen. Ganske ugenert stod han i gæld til den allerførste elektroniske popmusik – iørefaldende instrumentalnumre, ledsaget af halvstive, men funky beats fra en primitiv rytmeboks. Et uhøjtideligt og charmerende bekendtskab.

Den dekadente berliner Felix Kubin bygger sin musik på mange af de samme elementer (Candie Hank udkommer da også på Kubins pladeselskab Gagarin Records), men tilføjer adskillige lag til den simple elektropop: Der er ekkoer af S/M-synth-duoen Deutsch Amerikanische Freundschaft (dem med ‘Tanz der Mussolini’), tysk schlagermusik og ikke mindst dadaisternes skrammelmusik fra starten af det 20. århundrede. Af og til en anstrengende cocktail, men når det fungerer, har det sin helt egen charme – som i det uimodståelige råbe-med-omkvæd “Raus as meinem Traum, Donald Duck”, hvori sangeren formente kulturikoner fra Anders And til Thomas Mann adgang til sin drømmeverden.

Stemningen var på kogepunktet, da Jean-Jacques Perreys entré lod vente på sig. Tilsyneladende var det ikke mandens 76 år, der trykkede – tidligere på aftenen sås Jean-Jacques tulle veloplagt rundt på spillestedet – men blandt andet problemer med at få slæbt det nærmest antikke elektroinstrument, Ondiolinen op på scenen.

Endelig trådte Jean-Jacques Perrey ind på scenen, iført et skinnende, elfenbensfarvet jakkesæt af den slags, der ellers kun bæres af nyreligiøse guruer – hvilket han måske også var i denne sammenhæng. I hvert fald blev han modtaget af et stormende bifald, der gentog sig adskillige gange i løbet af aftenen.

Perrey blev ledsaget af hans yngre musikalske sjælsfrænde Dana Countryman. Sættet – som sprang elegant mellem Perreys klassikere og numre fra den ny cd – afslørede, at Perreys udtryk ikke har ændret sig en tøddel i løbet af hans halvt århundrede lange karriere. Kitschfaktoren er stadig på maksimum – men Perreys version af easy listening har en helt særlig, respektløs troldsplint i øret. Som når han spiller balladen ‘Strangers in the Night’ i et vanvittigt opskruet tempo med en spøjst kvækkende melodistemme. Og under musikken kører altid Perreys varemærke: Rytmespor og breaks bestående af svuppende, knirkende og hikkende synthlyde, der vækker sære minder om swingtidens vanvittige orkesterleder Spike Jones.

Den gamle herre flirtede veloplagt med publikum og var overvældet af den varme modtagelse. Og resten af aftenen spillede DJ Mobiletti Giradischi op til dans – blandt andet med masser af Jean-Jacques Perrey.

(Oprindelig skrevet til soundvenue.com, 9. februar 2006)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *