New Order-bassisten Peter Hooks “Substance” er et fascinerende indblik i, hvad enhver musikkender ønsker at vide: Hvordan er de som mennesker? Og hvordan opstod deres ikoniske sange og sound? Og lydbogsversionen – indtalt af forfatteren – er næsten som at være der selv.
Biolog og neurolog Robert M. Sapolskys ambition er nærmest skræmmende: Han vil prøve at kortlægge, hvorfor mennesker handler, som vi gør. Svaret er ikke uventet temmelig komplekst.
Det er ikke hver dag, der kommer en splinterny musikvideo med en kunstner, der har været død i 30 år. Men i anledning af jubilæet for Serge Gainsbourgs “La chanson de Prévert” er der udkommet en animationsfilm, instrueret af Michel Gondry
I dag – d. 2. marts – er det så 30 år siden, vi mistede den store franske sanger og sangskriver Serge Gainsbourg. En kunstner, hvis stilskift i karrierens løb giver selveste David Bowie kamp til stregen om titlen “rockens kamæleon”.
I den lille tyske by finder et stykke musikhistorie sted: John Cages orgelværk “Organ2/ASLSP (As Slow as Possible)” opføres med en planlagt varighed på 639 år.
Kaspar Vorbeck er død. Fra mine år i det århusianske musikmiljø kan jeg faktisk ikke huske at have været med i et eneste projekt, hvor Kaspar ikke på en eller anden måde var involveret.
Der er ét ord, jeg efterhånden er godt træt af. Et ord, som igen og igen dukker op i diverse debatter – og faktisk ofte anvendes af mennesker, hvis synspunkter jeg ellers sympatiserer med. Ordet “normalisere” fordrejer den offentlige samtale ved at opstille kunstige grænser for, hvilke emner, det er tilladeligt at beskæftige sig med – ved at udgrænse visse synspunkter og adfærdsmønstre og stemple dem som uegnede til seriøs diskussion.
Der findes to slags enestående musikoplevelser: Den ene er at høre noget, man aldrig har hørt magen til. Den andet er ikke at kede sig et øjeblik. Det er sjældent, jeg kan sætte kryds i begge bokse. Det kunne jeg torsdag aften, da David Thomas og P.O. Jørgens besøgte Jazzhouse
Det vil nok overraske mange, at jeg faktisk kun har pådraget mig en større gruppe feministers vrede en enkelt gang i mit liv. Men det skete til gengæld også med maner. Og på Island.
“Historien om ugens rapport” er i grunden en lidt ærgerlig oplevelse. En ellers glimrende dokumentation af et helt enestående dansk mediefænomen skæmmes af et klodset og klichéfyldt sprog.