Skal der fyldes syre i din pladesamling, er her en håndfuld af de plader, der satte det hele i gang. Men de har også musikalsk kvalitet til at være andet end bare kuriosa i dag. Desuden er de så tilpas mainstream, at de faktisk er til at skaffe - flere af dem endda i remasterede cd-udgaver.
Af Kim Bonfils
Jefferson Airplane: Surrealistic Pillow (1967)
Måske det vigtigste band fra det miljø, hvor det hele startede: Haight-Asbury i San Francisco.
Jefferson Airplane's lyd er et tidstypisk sammensurium af rock, folk og let orientalsk inspiration. Tilsammen en ganske harmløs cocktail, hvis ikke det lige var for vokalen.
For bedst som man synker ned i hippietågerne, skærer Grace Slick's mærkeligt metalliske stemme igennem og bibringer musikken en uventet, lidt truende undertone. Selv et upbeat nummer som 'Somebody to Love' får en kuldslået bismag af kulde og hjælpeløs ensomhed.
På dette deres andet album træder bandet for alvor i karakter. Og desuden indeholder det to af bevægelsens slagsange: Førnævnte 'Somebody to Love' og ikke mindst 'White Rabbit'. I sidstnævnte sang tager sanger og sangskriver Grace Slick udgangspunkt i Lewis Carroll's børnebog 'Alice i Eventyrland'. Hun bemærkede, at påfaldende mange af Alice's bizarre oplevelser udløses af indtagelse af forskellige former for medikamenter. Og så var det jo nærliggende at bruge Alice som symbol på den nye tids eksperimenter med stoffer – ikke mindst LSD.
'Surrealistic Pillow' er en helstøbt udgivelse fra et band med rødder i syrerockens 'ground zero' og bør ikke mangle i nogen syresamling.
The Doors: The Doors (1967)
The Doors var på mange måder et mærkeligt band. Deres lidt 'gør-det-selv'-agtige musikstil var domineret af keyboards, før det blev moderne, og de spillede ofte så mærkeligt stift og usvingende, at cabaret-komponisten Kurt Weill's 'Alabama Song' virker som et oplagt valg af covernummer.
I Jim Morrison havde bandet til gengæld en sjældent karismatisk forsanger. Selv så han sig nok nærmest som en mellemting mellem digter og shaman - med hang til smide om sig med Nietzsche-citater. Alt dette burde måske have gjort The Doors til et lidt perifert fænomen på musikscenen. Men netop takket være Morrisons udstråling og rebelske attitude blev The Doors tværtimod et af musikhistoriens første og største kultbands.
Allerede deres første album viser et helt afklaret ensemble, som har fundet deres personlige stil - på godt og ondt. Ofte tunge i røven, men med en eminent sans for at skabe stemninger af mørke, uro og længsel, som aldrig før (eller måske siden) i rockgenren. Det er så en smagssag, om man synes, at det 11 minutter lange 'The End' er et sugende poetisk mesterværk eller et håbløst prætentiøst monstrum.
Jimi Hendrix: Electric Ladyland (1968)
Den elektriske guitar blev aldrig den samme efter Jimi Hendrix. Musikalsk havde han rødder i blues og jazz, men hans umættelige klanglige nysgerrighed gjorde ham til den første (og stadig mest radikale) udforsker af overstyring, feedback og effekter på guitaren. At han så også var en eminent teknisk dygtig musiker, gør ham til et af de få virkeligt enestående fænomener i rockhistorien.
Hendrix lavede vel aldrig nogen ultimativ syrerock-plade. Der var altid plads til blues- og jazz-rødderne. Men hans nyskabende lydunivers og overvældende fantasifulde improvisationer appellerede til hippiernes drømme om nye tider og total frihed, selv om hans soloer i virkeligheden spillede på kontrasten mellem det tilsyneladende vildtvoksende og ukontrollerede og så benhård musikalsk disciplin.
'Electric Ladyland' rummer det hele - fra blues til rendyrket syre. Den udkom som et dobbeltalbum, hvilket gav et jam-nummer som 'Voodo Chile' lov at strække sig over et kvarter. Pladen indeholder sågar et senere MTV-hit i form af 'Crosstown Traffic'. Og heller ikke Bob Dylans 'All Along the Watchtower' blev nogensinde den samme efter at have været en tur igennem Jimi's guitarfingre.
Pink Floyd: The Piper at the Gates of Dawn (1967)
Den oprindelige amerikanske syrerock var ofte drevet af en mere eller mindre dyb spirituel undertone og et idealistisk kærlighedsbudskab. I England synes brugen af stoffer derimod at have genoplivet den britiske tradition for 'whimsy' – et udtryk, der nærmest kan oversættes med 'pudseløjerlighed', og som især kendes fra victoriansk nonsenshumor som Edward Lear og Lewis Carroll (manden bag 'Alice i Eventyrland' – der var hun igen!). Og sjældent har en rockplade rummet så meget pudseløjerlighed som Pink Floyds debutalbum. Sangskrivningen var domineret af den excentriske og senere decideret psykotiske Syd Barrett, som leverede naive, men samtidig skæve og komplekse sange, hvis tekster kredsede om nisser og cykler og andre ikke specielt 'cool' emner.
Egentlig havde Pink Floyd primært ry for at være et spændende live-band, hvis koncerter udartede til lange, improvisatoriske forløb. Dette var naturligvis svært og kommercielt risikabelt at fastholde på et debutalbum. Men på numre som 'Interstellar Overdrive' eksperimenterer de med lyde og studieteknologi, og man aner bandets lyst til eksperimenter, som senere resulterede i banebrydende rockklassikere som 'Meddle' og 'Dark Side of the Moon'.
(At bassisten Roger Waters en dag skulle ende som band-diktator og trække Pink Floyd med sig ud i sin uskønne, men velproducerede cocktail af sortsyn og selvmedlidenhed var derimod ikke til at vide!)
The Beatles: Magical Mystery Tour (1967)
Mange ville nok kalde ‘Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' (også 1967) for Beatles' psykedeliske album. Og den rummer da også en syre-klassiker som 'Lucy in the Sky with Diamonds' – selv om Beatlerne selv hårdnakket hævdede, at forbogstaverne LSD var en tilfældighed. Men samtidig er det jo netop en af 'Sgt. Pepper's kvaliteter, at den stikker i alle retninger – og således ikke kun er en syreplade.
Faktisk er der mere rendyrket psychedelia over 'Magical Mystery Tour' – i sin tid udsendt på dobbelt-EP som soundtrack til en lidt mislykket tv-film. Der er det 'spacede' instrumental-nummer 'Flying'. Der er George Harrison's 'Blue Jay Way' - måske The Beatles' mest psykedeliske nummer. Og så er der ikke mindst den forrygende 'I am the Walrus' med bandets mest veloplagt rablende nonsenstekst nogensinde. Og nok skal man være forsigtig med at overfortolke, men mon ikke titlens 'magiske, mystiske tur' er et andet udtryk for et godt, gammeldags trip? Goo-goo-g'joob, siger jeg bare.
© Kim Bonfils 2004