Kors, hvor syret

Vi ved alle sammen, hvorfor syrerock lyder som den gør. Og vi kan alle sammen høre, når musikken er inspireret af stoffer. Eller - er det bare myter og vanetænkning? Er stofferne overhovedet den gave til kreativiteten, som vi går og tror?

Af Kim Bonfils

»Kors, hvor syret!« lyder det fra salen. Ubruddet er en kommentar til musikken. På scenen er der vist i og for sig ingen, der er på stoffer (og hvor skulle tilhøreren vide det fra?). Men der er en kollektiv improvisation i gang, og den er måske også ved at rode sig temmelig langt ud. Der er ikke længere tale om melodi eller harmoni i traditionel forstand, og både guitar og keyboards frembringer lyde, der nærmere må betegnes som støj end som musik. Man kunne udbryde: »Hvor eksperimenterende«, »Hvor avantgarde«. Men det gør man ikke. Man siger: »Kors, hvor syret«.

Ordet 'syret' har vel grundlæggende to betydninger: Som betegnelse for noget, der er velegnet at tage stoffer til. Eller noget, der er skabt under påvirkning af stoffer.
Hvad det første angår: Gerne for mig, selvom jeg ikke fatter, hvorfor man netop skal kaste sig over Jefferson Airplane eller Pink Floyd, bare fordi man har indtaget en smule narkotika. Prøv dog at smide Gustav Mahler eller Helmut Lotti i afspilleren næste gang og se, hvad der sker. Bare et forslag. Og at den ene eller den anden form for musik »tydeligvis« er frembragt under påvirkning af stoffer, er vel først og fremmest en fordom, der trives blandt ikke-musikere. Folk, der ikke selv spiller, skriver musik eller på anden måde udfolder sig kreativt, har ofte en lidt diffus opfattelse af, hvad inspiration egentlig er for en størrelse. Og typisk gætter de på, at det er noget, der kommer udefra, og så er springet jo ikke langt til at tro, at der kan komme inspiration ud af at ryge en pibe eller sluge en pille.

Myten om den stenede kunstner kan også skyldes en simpel misforståelse. Mange kunstnere har gjort sig bemærket ved et voldsomt forbrug af forskellige stimulanser. Og menigmand har som bekendt svært ved at skelne mellem kunstneren og værket. Så hvis nogen engang har set Jimi Hendrix på stoffer, er det let at stemple al hans musik som syremusik. Også selv om meget af det er aldeles uspilleligt, medmindre man holder hovedet absolut koldt.

Når syrehoveder spiller
Hvad værre er: Denne myte underbygges jo af temmelig mange musikere, der også i det civile liv har et massivt misbrug – og så prøver at undskylde sig med, at det er fremmende for kreativiteten. Personligt er jeg stærkt i tvivl. At lave musik er som al anden kreativ udfoldelse også et stykke forbandet arbejde. Og at prøve at skrive en sang i en bimlende skævert er vel cirka ligeså smart som at prøve at betjene større entreprenørmaskiner i samme tilstand. Et helvedes bøvl. Med mange års erfaring kan det måske lade sig gøre at lære det - men det ville altså være ulige lettere, hvis man var clean.

Min egen erfaring med musikalske hash-hoveder er da også nærmest, at deres spil stik imod forventning faktisk bliver mindre spændende at lytte til. Hvilket vel i grunden er meget naturligt: Inde i deres hash-omtågede hoveder lyder hvad som helst jo godt – og til sidst står den skæve bassist bare og spiller den samme, lange tone igen og igen til sin egen udelte fornøjelse. Den påvirkede musiker har simpelthen mistet referencen til den almindelige verden, og er ikke længere i stand til at formidle ideer, der giver mening for os andre. Lidt, som når psykotiske mennesker skaber deres eget sprog med hjemmelavede ord og betydninger. Det fungerer muligvis fint for dem selv, men enhver kommunikation med omverdenen er dømt til at gå skævt.

Ædru syrehoveder
Litteraturinteresserede kender for eksempel også den fordrukne walisiske digter Dylan Thomas (ham, Robert Zimmermann tog navn efter, da han kaldte sig Bob Dylan). Hvad mange ikke ved, at Dylan Thomas nok spildte meget tid på at ture rundt i livstruende branderter – men han var ædru, når han skrev. Selv den selv-iscenesættende surrealist Salvador Dali blev kendt for sin udtalelse om, at han ikke tog stoffer. »Jeg er stoffet!« påstod han.

Jeg tror heller ikke, at renæssancemaleren Hieronymus Bosch skabte sine præ-surrealistiske visioner under indflydelse af fluesvampe eller hvilke rusmidler, der nu var tilgængelige på hans tid. Men det er der naturligvis moderne fortolkere, der har hævdet.

I musikkens verden findes de også, de ædru syrehoveder. Nu afdøde Frank Zappa skabte vildt eksperimenterende musik med anti-autoritære tekster. Hippierne elskede ham, selv om det absolut ikke var gensidigt. Og Zappa hævdede, at de eneste rusgifte, han brugte, var kaffe og cigaretter. Dem var han til gengæld afhængig af.
Og avantgarde-rockens darling, musikeren og produceren Brian Eno er kun til te. Men han er naturligvis også englænder.

Fantasi
Men hvis ikke disse berømte 'syrehoveder' er på stoffer overhovedet, hvor kommer al deres syrede musik så fra? Ja, enten har vi at gøre med den gode gamle kliché: Fantasi og inspirationen. Eller også er musikken opstået af eksperimentel vej.

Her skal jeg nok lige forklare forskellen på de to metoder (og denne forklaring står i parentes bemærket også i gæld til ovennævnte Brian Eno): Med fantasi og inspiration kan man skabe, fordi man vil udtrykke noget bestemt. Det er ofte en kamp med mediet og materialet, men man starter altid med en eller anden forestilling om, hvad det er for et resultat, man vil nå frem til.

Den eksperimentelle metode er noget helt andet. Her tager man udgangspunkt i tanken »Hvad nu hvis...« Hvad nu, hvis jeg spillede disse toner i denne rytme på disse instrumenter? Man har ikke nogen fast idé om, hvordan resultatet skal blive, men man leger sig simpelthen frem og ser, hvad der sker. Den eksperimentelle metode er ganske meget præget af tilfældigheder, og slutproduktet kan blive ganske overraskende. Også for kunstneren selv. Og ganske 'syret', selvom netop eksperimenterende kunstnere kan være endog meget rationelle og kontrollerede i deres arbejde.

Den samme hjerne
Der er også et paradoks på spil. For hvis man kan skabe et stykke musik under påvirkning af stoffer, så kunne man jo i og for sig have skabt nøjagtigt det samme, når man var fuldstændig clean. Guitaren får ikke lige pludselige flere strenge eller synthesizeren flere knapper, bare fordi musikeren er skæv.

Og hvad der er endnu vigtigere: Ens hjerne er også den samme. Det er lidt et spørgsmål om synsvinkel, hvorvidt narkotiske stoffer egentlig planter nye tanker i ens hoved. Tanker, som ikke var der før, eller som man ikke kunne have tænkt, hvis ikke det var for stofferne. Jeg tillader mig i hvert fald at tvivle. Jo, måske kan de løsne op for noget eller bringe noget op til overfladen. Måske kan de sågar ændre ens verdensbillede for en stund, men ens hjerne er og bliver den samme.

Troen på stoffernes inspirerende effekt er i bund og grund en mistillidserklæring til menneskets hjerne og vores fantasi. Kan man skabe på stoffer, kan man også skabe uden. Allerhøjst kan trippet blive en oplevelse, man senere kan lade sig inspirere af og forsøge at skildre. Men man kan jo også lade sig inspirere af en tur i skoven. Eller et tv-program. Og der er faktisk slet ingen garanti for at stofferne giver bedre resultater end det nye afsnit af 'Krøniken'.