Der er ét ord, jeg efterhånden er godt træt af. Et ord, som igen og igen dukker op i diverse debatter – og faktisk ofte anvendes af mennesker, hvis synspunkter jeg ellers sympatiserer med. Ordet “normalisere” fordrejer den offentlige samtale ved at opstille kunstige grænser for, hvilke emner, det er tilladeligt at beskæftige sig med – ved at udgrænse visse synspunkter og adfærdsmønstre og stemple dem som uegnede til seriøs diskussion.